Jeg synes du skal være forsigtig med at regne med en gensammenførsel overhovedet. Få rutinen op at køre, og lev jeres liv med den formodning at de altid skal være adskilt, det vil holde jer fra fristelsen med at eksperimentere med noget, før hundene er klar til det.
Hvis i når til et punkt hvor hundene i flere måneder ikke viser tegn på anspændthed, ville jeg måske overveje at prøve, men bestemt ikke før.
Tæver der hader hinanden er ikke noget at spøge med, og de kan sende hinanden blikke og provokere næsten usynligt i lang tid før det bliver til en reel slåskamp. Hvis man ikke virkelig ved man skal se efter, kommer der ofte de situationer hvor folk siger "de har aldrig haft problemer før" hvor i virkeligheden problemerne har eskaleret lige under deres næser hele tiden.
Der er sådan et dejligt rammende ordsprog på engelsk, som lyder "dogs (hanhunde) fight for breeding rights, bitches fight for breathing rights".
Jeg har selv levet med 2 tæver som vi reelt set ikke vidste om de ville kunne enes. Vi havde indstillet os på at de måske kom til at leve adskilt (da Martin flyttede til DK og havde en hund med, de kunne jo ligesom ikke mødes inden), men med masser af arbejde, indkøring, rutiner, ROS ROS ROS, ingen forhåbninger, managering og observation, kom de til at leve i 100% harmoni i de år de havde sammen inden de gik bort.