Vi har fornyligt købt et nyt hus, hvor der er en dejlig hundegård på 12,25 m2 (3,5x3,5m) udvendig, og 8 m2 (2x4m) indvendig, som en del af garagen. Garagen er 100% vandtæt, og rimelig vindtæt, der er dog lidt små huller i garageporten. Garagen er ikke isoleret, og der er ingen varme derude.
Hundegården bliver naturligvis kun brugt, når han alligevel er alene hjemme, og indtil videre ser han ud til at trives rigtig godt i den. Tror i hvert fald hellere han vil være derude end inde i huset.
Jeg har hængt et termometer op i garagen, så jeg kan følge med i hvor koldt det er derude. Har I en ide om hvornår I synes det er for koldt for ham i garagen? Og har I evt. et godt bud på en hundekurv, eller andet som kunne hjælpe ham med at holde varmen i de kolde måneder? I øjeblikket har han bare en almindelig hundekurv, og et tæppe.