Umulia

1000 tak skal I have! Nu kan vi desværre også mærke alderen trykke. Han er blevet lidt småsenil, lidt svagtsynet og næsten døv. Han kan dog stadig høre når papegøjen kalder på ham 😁

12 år i dag 🥰

Dagens bedste råd: Køb din hund et andet sted.

Der er ikke så mange, der lader deres gøjer flyve helt på egen hånd, selv om jeg har hørt om en enkelt rød ara, der flyver hjemmefra hver morgen, og kommer tilbage når den er sulten. De fleste tager fuglen med til et sikkert sted og lufter den ligesom en hund - bare med lidt mere højde på 😉 Der trænes indkald og flyveteknik i ridehaller flere steder i landet. Jeg vil også prøve at finde et sted i nærheden af os, for Bob flyver som en... fisk 🤣 Og tak for billederne af den smukke buket Labber 😍 Fersken er et klasse navn!

En flyvende ara er et smukt syn! Ja det er rosenkakaduerne da også Mit første ønske var faktisk en kakadue, men der er jeg glad for at jeg tog mig tid til at lave lidt research inden jeg kastede mig ud i et køb. Navnlig de store kakaduer skal være next level vanskelige, og bliver desværre ofte opgivet af deres ejere. Det må have været et rigtigt spændende job. Jeg kan faktisk godt huske at du skrev om det.

Så kom jeg lige i tanker om hvordan man lægger billeder ind. Jeg behøver vel ikke at skrive hvem der er hvem

Sjovt nok skete det det, medens jeg lavede research til evt. a få en gøje, at jeg også kom til det resultat, at det er et område fuldt af etisk sprængstof. Oprindeligt havde jeg planlagt at købe en ældre fugl, og fandt en på 10 år, men den blev solgt for næsen af mig. Og da beslutningen nu ligesom var truffet, så jeg mig om efter andre muligheder, og fandt en på 9 måneder, som skulle sælges fordi ejer ikke måtte have den i sin lejlighed. Den var vant til hund, og virkede som om den ikke var helt traumatiseret endnu, så det blev Bob. Han er stadig meget baby-agtig. Den hårde tid kommer først når han begynder at blive kønsmoden. Det er meningen at han skal være fritflyver - når han engang lærer at styre 🤣 Det er tydeligt at han har tilbragt meget tid i sit bur. Hos mig er han kun derinde, medens jeg er på arbejde, men det har altså også krævet at et vindue i stuen er ombygget for at være papegøjesikkert, så han kan have sin legeplads der. Og han skriger næsten aldrig - bare han har noget at ødelægge hele tiden 😄 Der er ikke længere ulovlig import af blågule, for folk er blevet bedre til at få dem til at yngle, og bedre til at håndopmade. Men det i sig selv er heller ikke ligefrem etisk forsvarligt. Bob er håndopmadet og derfor stærkt præget på mennesker. Om han en dag vil have glæde af en artsfælle, ved jeg ikke. Jeg har bare bestemt mig til at jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at han skal få den bedst mulige livskvalitet.

Først tillykke med den fine Wupti! Men åh for Møffe, den kæmpe charmebøf 😢 Årsagen til at jeg har valgt at få en papegøje, er den meget selviske, at jeg simpelthen ikke kan klare at miste flere hunde. Tanken om at Oluf engang ikke er her mere, er ikke til at holde ud. Bob, som er en blågul ara, vil sandsynligvis overleve mig, og jeg har allerede lavet en aftale om hvor han skal hen, når det bliver aktuelt. Til gengæld er det et dyr som er noget mere high maintenance end selv en hund. Der ligger års træning og aktivering forude - jeg bliver helt træt ved tanken 😉

Hej, og tillykke med hvalpen! En hvalp på 11 uger svarer i udvikling til et barn på ca. 1 år. Det bare for at sætte tingene i perspektiv. Når små børn græder, betyder det at de har et eller andet problem, som skal løses. Nøjagtig det samme gælder for hvalpe. I den alder er der ikke tale om bare en "dårlig vane", men et udtryk for at hvalpen er ked af det. Den er ked af det fordi den endnu ikke har selvtillid nok til at være alene, og ikke har tillid til at dens mennesker kommer igen. Det er begge dele noget, I skal lære den. Hvis I vælger at straffe hvalpen for at pive og gø, løser det måske jeres problem (at I ikke gider høre på det?), men det gør kun hvalpens problem værre. Ikke alene var den ked af det i forvejen, nu bliver den også straffet for at give udtryk for sine følelser. De er da muligt, den kan lære at tie stille, men de negative følelser har den endnu. Så hvis I er ok med at have en hund, der er bange og ensom, men ikke siger noget, kan det da godt være at sådan et apparat virker. Selv ville jeg nok vælge at indse, at det kræver tid og træning, at få en rolig hund. I den forbindelse vil jeg også advare mod at overstimulere. Mange hvalpe lærer, at den opmærksomhed, de har brug for fra deres ejer, får de især når de er aktive - når de går tur, leger osv. Og derfor bliver de hunde meget aktive og krævende hele livet. Efter min mening er det vigtigt at belønne hvalpen for at være rolig - hyggestunder i sofaen, eller bare at den ligger stille i sin seng med et tyggeben el. lign. Det bør roses og belønnes, så hvalpen lærer at det ikke behøver at være skæg og ballade hele tiden. På den måde får man en rolig hund, og også én, der kan være alene. Men det tager tid.

Jeg ved ikke om der stadig er nogle af "de gamle" her inde, eller om I alle er smuttet til facebook, men jeg trængte lige til at genopfriske nogle minder om baby-Oluf, og så er det godt at man kan finde sine gamle tråde her. Oluf er ikke længere en baby - han fyldte 10 år d. 5. august, og han er bare verdens sødeste og nemmeste hund, langt fra det lille monster, han var engang. For et par måneder siden fik han en ny lillebror, som han ikke rigtig ved hvad han skal stille op med. Det er et mærkelig dyr med en dåseåbner i ansigtet, og flaksende vinger. Oluf har udnævnt sig selv til babysitter, og gør opmærksom på det hver gang lillebror Bob laver noget, han ikke må. Og det er tit. Hej til jer, der evt. kan huske os. Det var nu hyggeligt i de gamle dage her på H-F.

Hvor gør det mig dog ondt, at I skulle igennem et så hårdt farvel! Men i det mindste behøver du ikke være i tvivl om at du gjorde det rigtige for Cookie. For at besvare spørgsmålet - jeg har stadig de fleste af Vinnies ting fremme. Hendes halsbånd hænger på knagen i entréen, jeg har hendes kort fra hunderegistret i min pung - og min søns tegning af hende er stadig min avatar her på H-F. Hun døde for hvad - 4, 5 år siden?

Jeg er ikke enig i at man skal ignorere hvalpens klynkeri. For det første ville jeg få undersøgt om der er en fysisk årsag til klynkeriet. Hvis en hvalp f.eks. har ledsmerter vil de typisk kunne mærkes mest når hvalpen er i ro - altså ikke når der leges og tumles. Hvis alt er i orden rent fysisk, kan det stadig være savn af mor og søskende - det bliver kun værre af at ignorere. Har du muligheed for/tid til selv at sætte dig ned og slappe af sammen med hvalpen, og nusse blidt og langsomt indtil han falder i søvn? - tvangsnusning, tror jeg der er nogle, der kalder det Det er der flere, der har haft gode resultater med ved overaktive hvalpe.

Har du prøvet at læse denne tråd: Det lyder som om I har noget til fælles.

Hvor er hun sød! Nej, afskærmning dur ikke til så stor en hund. Man må være kreativ, lige som de delfintrænere, der opfandt klikkertræning. Man kan ikke sætte halsbånd og snor på en delfin - derfor måtte de finde ud af at motivere dyrene til at samarbejde, og det nyder vi andre godt af i dag Jeg fik selv rigtig gode resultater af at bruge klikkertræning på min GD. Helt normal blev hun aldrig, men hun kom også fra et dårligt hjem, og havde været udsat for meget mere skidt end din hund. PS: Bogen, jeg anbefaler, handler ikke om healing.

Det eskalerede hurtigt, som de siger ude på internettet Aflivning burde vel ikke være første tanke! Var det min hund ville jeg først og fremmest holde op med at gå i hundeskov. Det er langt fra alle hunde, der har glæde af det. Nu skriver du ikke hvor gammel Karla er (- UPS, ser lige at det står i overskiften Det gør det kun bedre. Når hun er så ung, vil hun hurtigere komme sig over traumet -) men nogle hunde mister lysten til at gøre nye hundebekendtskaber når de bliver voksne - dvs. for en stor hund omkring 3 år. Især når de er intakte - dvs. ikke steriliseret eller kastreret. De knytter sig til deres ejer, og til de hundevenner, de har lært at kende medens de var hvalp/unghund. Hvis man så oven i købet har haft et par dårlige oplevelser med en eller flere andre hunde, så kommer man nok hurtigt til den konklusion, at det bør man undgå en anden gang. Så selvfølgelig har oplevelserne i hundeskoven noget at gøre med hendes aggressioner. Her er en rigtig god video om hvordan man træner en hund, der er aggressiv overfor andre hunde: Jeg kan også anbefale bogen "Click to Calm: Healing the Aggressive Dog" af Emma Parsons. Jeg har selv haft en Grand Danois, der var aggressiv overfor andre hunde, og det er bogstaveligt talt et stort arbejde at træne det væk, men det kan lade sig gøre. Det er vigtigt at I ikke lader hende møde fremmede hunde, så længe træningen står på. Det handler om at (gen)opbygge et tillidsforhold til jer, og få hende til at tro på, at I kan beskytte hende. Det vigtigste er at I forstår, at jeres hund har brug for fred. Hun skal ikke udsættes for situationer, hun ikke kan håndtere. Det betyder måske at I bliver nødt til at ændre lidt på jeres hverdag, men det kan man vel godt gøre for sådan en stor, dejlig hund. Må vi godt se et billede af hende?