Umulia

I det indlæg, jeg citerede, blev der jo netop sagt at prisen blev sat højt for at sortere useriøse købere fra. Det må jo betyde at enhver, der fravælger den pågældende hund pga. prisen, må være useriøs. Samtidig er det så helt i orden for en sælger at sætte en kunstigt høj pris, men det er ikke i orden for en køber at nægte at betale en kunstigt høj pris... Synes bare det er en sjov dobbeltmoral.

Lærer aldrig at forstå hvorfor der sættes lighedstegn mellem hvor løst pengene sidder og hvor "seriøs" man er som hundeejer Hvis jeg ikke ringer til sælgeren af en "Cockapoo" til 16.000 kr, er det så mig eller ham, der er useriøs? Ja I behøver ikke svare, det er selvfølgelig mig. Men det kan jeg godt leve med

[ Og jeg kan så bare ikke se at det kan være en ny ejers problem Som udgangspunkt "kender" jeg jo ikke nogle af de hunde, jeg evt. kan komme til at overtage. Med mindre man overtager en hund fra en bekendt el. lign. Jeg kan slet ikke forstå hvordan det er relevant? Som PBC skrev tidligere, tager man udgangspunkt i en række facts - afstamning, hvalp eller voksen, helbred, træning osv. Er det det, du mener med at kende hunden? Eller er vi ovre i noget føleri med at netop denne hund vil blive min soulmate, og så er alverdens millioner ikke nok til at betale for den? Jeg tror ikke du forstår, at det jo ikke er et fast princip at jeg absolut VIL forhandle pris HVER gang jeg køber hund. Sådan er det selvfølgelig ikke. Men der er nogen omstændigheder hvor jeg synes, det vil være på sin plads. Da jeg købte Oluf, stillede jeg ikke spørgsmål til prisen. Men da jeg købte Vinnie, gjorde jeg. Jeg synes ikke folk skal tjene på at ødelægge en hund og lade andre om at samle stumperne. Det er til gengæld en holdning, jeg ikke forstår. Alle hunde er da søde. Men alle hunde er også handelsobjekter, i og med at de koster penge. Jeg kan sagtens adskille det ene fra det andet.

Jeg ville da være enormt nysgerrig efter at få at vide hvorfor Hr. Jensens hund var så meget mere værd Hvis der ikke fulgte en forklaring med, ville jeg nok bare smutte over til Fru Poulsen. Jeg forstår i øvrigt ikke hvad du mener med "personligheden"? Man kan ikke købe en personlighed, det er noget, der (forhåbentlig) følger med i handlen når man køber retten til at eje en hund eller et andet levende væsen.

Det kommer sandelig an på så meget. Hvis han f.eks. forlangte 10.000, og hunden hverken havde tavle eller var trænet, så ville jeg ganske afgjort stille spørgsmål ved prisen. Jeg er i øvrigt 100 % enig med PBC's indlæg herunder:

Og det er lige netop den holdning, hundehandlere lever højt på.

Held og lykke med at finde en hund, du ikke kommer til at elske Da min første hund, Bo døde, var jeg absolut sikker på at jeg aldrig kom til at få samme forhold til en hund igen. Det er måske også rigtigt, men det betyder ikke at jeg ikke har elsket mine andre hunde af hele mit hjerte. Det er ikke kun følelsernes biologi, men også de omstændigheder, man er i, medens man har hunden, og de oplevelser, man har sammen med hunden, der bidrager til hvordan forholdet er. Jeg tror at for de fleste hundeejere betyder den første hund noget helt særligt, fordi man har lært sammen og udviklet sig sammen. Men det betyder ikke at kærligheden ikke er lige så stærk næste gang. Den er bare "anderledes"

På billedet ligger de faktisk med hovedet mod benenden. Så en eller anden har flyttet puderne, men det er sikkert Vinnie når hun skraber. Grunden til at intet af mit sengetøj passer sammen, er at Vinnie flår det i laser Det hjælper heller ikke at lægge et sengetæppe på - det bliver bare revet af og krøllet sammen i et hjørne. Man kan også se på billedet at hun har tørret mule i sin pude..

Oluf var næsten to år. Og han gør det stadig ikke hver gang.

Det kan godt være at jeg gør mine hunde uret. Kan det mon være helt tilfældigt at det lykkes dem at få hver sin hovedpude, når de bz'er min seng? :hmm:

Do animals feel empathy? Does an elephant have consciousness? Can a dog plan ahead? These are some of the questions that award-winning environmental writer Carl Safina teases out in his new book, Beyond Words: How Animals Think and Feel.

Jeg genkender 100 % din beskrivelse fra de alt for mange gange, jeg har prøvet det selv. Hvor længe den "akut sorg" periode varer, er forskellig. Bagefter kommer "tom i hjertet" perioden, men til sidst bliver man næsten helt normal igen - dog med den tilføjelse at man har et lille råt ar på sjælen, som kan blive revet op ved lejlighed af tilfældige minder. Som nu, hvor jeg sidder og deler dit tab, og samtidig tænker på mit eget. Med tiden er jeg kommet til at indse sandheden i Kiplings digt The Power of the Dog - og lige som ham bliver jeg aldrig klogere. Det håber jeg heller ikke at du bliver...

Åh nej, ser det først nu Det gør mig så ondt for dig! Du gjorde alt hvad der overhovedet er muligt, men mod sygdom er vi ofte magtesløse, desværre.

Scenarie 1,2,3,4 og 7 er alle nogle, jeg opfatter som en hvalp, der får afløb for sin energi, leger og går på opdagelse. Det er absolut ikke noget, jeg ville opfatte som stress. At ryste, pibe og logre med hele kroppen er godt nok overdrevet kropssprog, men igen er det normalt og fuldt foreneligt med det at være "barn" - menneskebørns kropssprog er heller ikke som voksne. Det skyldes at det er vigtigt for et lille forsvarsløst væsen at sende signalet til omverdenen, at "jeg er ikke en trussel for dig, jeg er kun en hvalp", selvfølgelig kombineret med at der ikke er fuld kontrol over motorikken endnu. Kropssproget vil ændre sig med tiden, hvis hvalpen modtager de korrekte reaktioner på sin adfærd. Hvis I, som ejere, overreagerer, eller ikke forstår hvad hvalpen siger til jer, vil dens kropssprog blive ved med at være overdrevet - ligesom når mennesker råber til en døv person. Jeg synes I skal sætte jer ned og grine, når jeres hvalp får et flip. Hvalpetiden er så kort, det er med at nyde den så længe det varer.

Hvorfor afbryder I jeres hvalp hver gang hun har det sjovt? :hmm: Altså bideriet forstår jeg godt, det er jo noget de skal lære at lade være med - men de andre ting... Det er jo helt normal hvalpeadfærd - leg, ligesom børn leger. Det hører barndommen til, ellers bliver det da et kedeligt liv.

Det, jeg ved, er at pressen ikke kan få statistiske oplysninger fra hunderegisteret. Det skyldes ifgl. sekretariatet at oplysninger skal indsamles manuelt, og det er for arbejdskrævende til at man kan tilbyde offentligheden den service. Om man tilbyder den til andre, kan jeg naturligvis ikke vide.

Systemet er meget forældet. Der kan ikke uddrages statistik af det f.eks., hvilket ellers ville have været nyttigt. Alle oplysninger kommer fra hundeejerne selv. Dvs. man kan få registreret sin hund som en andalusisk gulvmoppe hvis man vil. Derfor er der reelt ingen der ved hvor mange hunde af en bestemt race, eller f.eks. hvor mange blandingshunde, der findes i Danmark.

Jeg ville ønske at den kvinde ville holde sin kæft! Hun gør utroligt meget skade ved at trække kampen for en fair hundelov ned på sit eget, ufatteligt lave plan. Der er jo ingen, der kan tage noget, hun siger, alvorligt, og det smitter af på alle andre, der forsøger at skabe positiv og seriøs debat om hunde i Danmark. Den idé er da også både dum og uladsiggørlig. Som Therese siger, skal der sidde en eller anden papirnusser og sige "hey, du er fraskilt og brækkede et ben i 1999, du er ikke egnet som hundeejer"? - WTF! Det nuværende hunderegister er ubrugeligt og trænger afgjort til en opdatering. Det kræver kun lidt politisk vilje at lade folk, der rent faktisk ved noget, finde en løsning. Men den vilje er ikke til stede, og det er agurketid, derfor får landsbytosserne taletid i medierne.

Da jeg startede tråden vidste jeg ikke andet om historien end hvad der blev sagt i Aftenshowet. Nu har jeg læst nogle artikler, og sammenholdt med det, Ulla fortæller, kunne det godt være stress-betinget humpeadfærd, så dyrlægen havde måske alligevel ret.

Jamen hvis det er sandt, så er det jo bare endnu et sørgeligt eksempel på hvad en dårlig hundeejer er i stand til at afstedkomme af ulykker. Vælger det dårligste opdræt, sender signaler der er umulige for en hund at forstå, og er ikke i stand til at opdrage den. Det stakkels dyr har levet i sin helt egen ensomme verden.

En teglsten med poteaftryk og indskriften "FIDELIS" (trofast), fundet i dag i en udgravning af et romersk fort i England.

Selvfølgelig hørte jeg hvad han sagde, men det er måden, det fremstilles på i medierne, der tæller.

Ja, det var en Bull Terrier, jeg har ikke påstået andet. Det er jo lige netop det, den ikke er! Folk vil straks slå ned på at nu er det den "type" igen, selv om der uden tvivl har været dusinvis af bidende gravhunde, retrievere og andre siden sidste gang den "type" bed nogen. Absolut.

Sidder lige og ser Aftenshowet på DR1, om en lille pige, der er blevet bidt af en Bull Terrier ("bulleterrier" ifølge DR ). Og så kører møllen igen: Kamphunde, mundkurv, forbud osv. Og det sker lige som vi har fået den regering, der er mest tilbøjelig til at slå endnu hårdere ned på hunde og hundeejere, der intet har gjort. Som om det ikke var nok, havde DR inviteret en "ekspert", der stod og ævlede om parringsadfærd... Jeg har endnu til gode til at opleve en hund der aggressivt prøver at parre sig med et barn, men jeg skal da ikke afvise at det kan ske. Jeg tror nu nok, der er mere sandsynlige forklaringer. Territorial-adfærd og angst blev f.eks. slet ikke nævnt. Jeg frygter virkelig hvad der nu vil komme af stramninger, der vil gøre det umuligt at have andet end taskehunde i Danmark. PS: Jeg ved godt at nu er der straks nogen, der vil sige at jeg slet ikke har medfølelse med den stakkels pige og hendes familie. Selvfølgelig har jeg det - det er så latterligt indlysende, at det slet ikke burde være nødvendigt at skrive det. Men hun blev bidt af én hund, ikke alle hunde!

Jeg har lige sparet 30 Euro på månedens indkøb af foder og guf. Ved ikke om det gælder den danske zooplus side også, men på den tyske virker det at skrive GEB-10 i kuponfeltet.