Med undtagelse af min egen, som du nævner, har jeg kun hørt om nogle få hunde, der er døde uden dyrlægehjælp. Det er selvfølgelig en god ting at vi vil spare vores hunde for lidelser, men efter min mening er der for mange, der er for tidligt ude med at aflive. Man siger at det er for hundens skyld, men i virkeligheden får de fleste først tanken om aflivning når den gamle hund bliver et problem for dem selv i hverdagen - skal bæres op og ned ad trapper, er inkontinent, ikke er anvendelig til jagt osv. Hunden kan meget vel stadig have en ok livskvalitet på det tidspunkt.
Mht. dødshjælp til mennesker, er jeg modstander. Godt nok kan mennesker, til forskel fra hunde, selv ytre ønske om at dø. Men risikoen for at nogle føler sig presset til det, er meget stor - enten direkte fra familien, eller indirekte af pligtfølelse, fordi ikke ønsker at være en byrde for andre.
Mennesker har også meget forskellige opfattelser af hvad der en acceptabel livskvalitet. Nogle mennesker, som f.eks. mister evnen til at gå selv, og skal sidde i kørestol, synes at det er en skæbne værre end døden, medens andre, der måske er født handicappede, sagtens kan nyde livet. Nogle har ikke noget imod at leve med daglige smerter, medens andre slet ikke kan holde det ud. Måske er det mere et spørgsmål om at få hjælp til at tackle sin livssituation mentalt.