DKWiechert

Til at kunne se en forandring....ja. for efter hvad du skrev, så gav de 0,4g pr kg kropsvægt i forsøg for at se en ændring. Det er dermed ikke et forsøg for at finde koncentrationen for spontan dødelighed. Dén mængde må unægtelig være noget højere, elelr hur!? :blink:

Ja det er jo så det..... når du har gæster, og et elelr andet stående på bordet, som hunden liiige får en enkelt elelr 2 af i ny og næ..... kan du følge med i hvor mange hunden har fået af gæsterne?? Jeg kan ikke :blink: Men jeg ahr søgt på mentos xylitol content, og set at mentos primært består af xylitol, så usandsynligt er det ikke med lige akkurat mentos... Men nu er det jo altså tyggegummi vi snakker om, og ikke mentos

http://gl.foedevarestyrelsen.dk/FDir/Publications/2006007/Rapport7.asp ikke vanvittig meget. minimum i tests: 2,4 - 4,4 gram/100gram maksimum lige over 50 gram/100gram chihuahua-ejere skal nok passe på.

Uanset, så havde lavt blodsukker jo været ret let at ændre på, ved såre simpelt at stoppe nogen billige godbidder i gabet på hunden.:blink:

Ja dét er jeg med på..... Men knap en pakke...... næppe. Jajada. Nu har hunden jo været afsted, og har det godt, hvilket uanset må betegnes som værende en god ting.

Hvad sagde dyrlægen der kunne ske ved det?

Mega farligt og megafarligt...... det værste i nok kommer til at opleve, er en gang tynd mave. xylitol og sorbitol er laksative midler (afførende), som også bruges som sødemidler..

Rent statistisk (den smule der er på dét) er der ingen forskel på sundheden. Husk dog på at blandingshunde dels ikke testes i samme grad som tavledyrene, og dels ikke får deres resultater registreret. Dé forhold kan kun falde ud til tavledyrenes fordel. Ægte? Kommer vel an på hvad du mener med ægte. Ægte hund er de alle. Ægte race er de kun med tavle. I min terminologi er alt uden tavle = blandinger. Årsagen er simpel, der er akkurat de samme muligheder, og lagt det samme avlsarbejde i en hund uden tavle, som der er med en blanding. Vil man kunne selektere skidt fra kanel, så er der kun én vej: tavlen.

Næh. Men der er racer der er fundet og blot renavlet. Disse racer har levet geografisk isoleret, og er avlet rent og skært på brugsegenskaber, er siden hen "opdaget" og bragt hjem, og renavlet. Labrador er én af disse racer. Nye racer opstår ikek bare fordi man blander. Jeg skrev endda med hvilken baggrund og viden man blandede, for at skabe nye racer. Læs det engang, og lær lidt. Hold da op Dét var da et superargument.... Hvor meget har du lige undersøgt om avl, inden du gik igang med at behandle falsk drægtighed med hvalpe????

:ae: Så lige hvilken race der snakkes om... Caanan (staves?) En tosset race, hvis man spørger mig. Kender én der har sådan en hund... meeeget mærkelig hund, men tilsyneladende en særligt racetypisk én af slagsen. MEGET reserveret. Jeg mener det virkelig. Det ER ekstremt. Selv med leverbidder og hele menageriet af "jeg gør ingenting, jeg er en ven"-sproget, så skal man ikek forvente at den accepterer man er der den første dag. De larmer... Gøer og knurrer og snerrer hgelt vildt, på trods af at man ikke engang er i nærheden af dem. Territoriale, selv på relativt fremmed grund. Ikek i en grad at jeg er bange for dem, men jeg skal dælme ikke have mine hænder hen foran sådan en hund, i en hurtig håndevending. Vagthund.. ja det tør siges. EN fremmed i et tomt hus, skal man ikek regne med kommer levende derfra. Og en fremmed kan for den sags skyld sagtens være én den kender, men bare ikke har accepteret endnu. Minder lidt om Kangal på dét punkt tror jeg. Og der er meget mere i samme dur. En helt igennem ekstrem hund, vil jeg mene. Og eftersom jeg kender amnden bag snoren på denne ene hund, ved jeg også hvordan han håndterer hunden. Den bliver behandlet og trænet godt. Men en hunderace for hver mand..... absolut ikke.

Det er noget sludder. Ikke alle racer er skabt af blandinger, og de der er, er ikke skabt af lemfældig krydsen frem og tilbage mellem forskellige racer. De er derimod krydset med et formål, med et klart defineret mål, og med klare succeskriterier. Udover dét er selektionen foregået så skarpt, at alt der ikke duede, ganske enkelt er blevet kasseret og aflivet. Selektion er nøgleordet. Krydsningerne er endvidere primært foretaget med særdeles fyldestgørende viden om andre kuld af individerne der blev brugt, såvel som viden om de egenskaber der var fremtrædende/stærke i dé kuld. SÅ at kalde det blandingsavl er faktisk en noget forkert antagelse, da der rent avlsteknisk er tale om kontrolleret forædling og renavl, mod et klart defineret slutmål. Eksempel på renavl der aldrig nåede sit slutmål, og derfor er blevet opgivet efter flere årtiers reel avlsarbejde er bl.a. labradoodle. Og ting der er galt med hovedløs blandingsavl, der ikke har andet formål end: "det er zmadderzødt, så dét skal hun da have lov at prøve": -man kender ikke, eller har ikke mulighed for at kende anernes historie hvad angår egenskaber, sind, sygdom og meget mere -man førsøger ikke at forbedre noget, udfra en kontrolelret og nøgtern betragtning af hundenes egenskaber, sundhed, sind, anvendelighed og anvendelsesområde osv. -SLutproduktets udfald hvad angår egenskaber, sind, sundhed og alt det andet, kan på ingen måde forudses. Ved tavleavl har man trods alt en idé om hvad der sker i avlen, baseret på årtiers viden om avlen i dén race. -særligt sygdomssiden er en prekær sag, da mange arvelige lidelser kan springe generationer over. Disse vil man kun kunne opdage enten ved dna-tests, eller ved at finde dem i tavlerne inden man overhovedet avler på noget. Arvelige lidelser er IKKE noget der kun er at finde ved tavledyrene. Statistisk er blandinger akkurat lige så plaget af de lidelser, og med det faktum in mente at blandinger slet ikke testes i samme grad som tavledyr, og da slet ikke får deres resultater dokumenteret i samme grad som tavledyrene, så falder statistikken altså ud til tavledyrenes fordel. (hvad den mindste smule viden om avl burde have fortalt dig helt af sig selv. Kun ved kontrolleret avl, kan man komme arvelige sygdomme til livs.) Osv osv osv. Hvad du vælger at gøre er din sag, men hold nu med de lettere uvidende argumenter.

Kast en dummy ind i et tæt tæt TÆÆÆÆÆT krat, og så skal du se aktivering der batter. Eller en tæt sivskov i en birkesump elelr lignende.. Ved apporteringer der er vanskelige kan man faktisk benytte sig af at køre hunden lidt op for at få den til at "tro på den". Giver samtidig lidt mere fart på dyret, hvilket altid er dejligt. Bare et lille indspark :blink:

Det kan sagtens holde sig en dags tid eller sådan uden salt, men ellers skal der salt i, ja.

Islandske fårehunde fra andet end DKK er næsten idioti. Årsag: Matadoravl på én bestemt hanhund, der havde til resultat at det er stort set umuligt at undgå dét navn i linjerne ét eller flere steder. ENeste sted denne hanhund har fået avlsforbud: DKK. Hannen bruges stadig i andre klubber, og så vidt jeg ved også ved siden af andre klubber. Afkommet efter ham gør i hvertfald. Hvor ved jeg dét fra? Min søster, som har en hanhund der IKKE er beslægtet med denne ene han, udstationeret ved sig, som ved dette fra opdrætteren af min søsters udstationeringshund. Matadoravl i den grad det er set ved islandske fårehunde, er netop en type avl der kan være altødelæggende for en race, og det kan kun anbefales på det kraftigste at købe med det eneste der kan sikre mod den slags: en stamtavle. Forudsætter naturligvis at man gider gøre brug af den som arbejdsredskab, elelrs kunne man ligeså godt skrue hovedet af og købe med hovedet under armen. Dét til side: Tillykke med hvalpen, og held og lykke.

Labber med DJR stambøger kan nogenlunde problemfrit overføres til DKK. Endda uden slettede aner. Og personligt ville jeg ikke tøve med at få dette gjort, for så vidt jeg husker, må man gerne gå på markprøver i DJR med DKK bøger....... Selvom jeg meget gerne vil rettes for dén påstand, hvis jeg husker forkert. :blink:

Folk der giver halve og kvarte ormekure osv.... det sker konstant, af en eller anden årsag. Uagtet om de har taget afføringsprøver eller ej. Hér i huset får kræene dét de må og kan få. for min gamle var det 3 piller på en uge, der var maks dosis. ENten det, elelr én tube. Nogen af os har jo altså hunde der konstant er udsat for parasitter af forskellige slags, både fra heste, ræve, grævlinger, fuglevildt og alt muligt andet, hvilket altså gør enhver form for prøver temmeligt overflødige. Der skal ormekur til en gang om året som minimum. Oftere ved mistanker, elelr hvis man VED kræet har fået noget i sig den ikke skulle. Og nej. Hvis man tæppebombarderer mod de parasitter hunden ikraft af sit arbejde og sit liv er udsat for, så dør parasitterne. Og var parasitterne der en enkelt gang ikke (det er sket én gang på 10 år) så udvikler de altså heller ikke resistens. Slår man alle parasitterne ihjel, så udvikler de sjovt nok helelr ikek resistens. Og man slår alle parasitter ihjel, hvis man kører en fuld behandling, på fuld dosis.

Igen: Hvis ikke der er orm, så kan de ikke udvikle resistens. Parasitterne skal ligesom have kontakt med midlet, for at udvikle noget som helst. Og ved man hvilke orm der er tale om (når der er nogen), så kan man undgå brugen af bredspektrede midler.

Det er da noget pjat. Parasitter, bakterier osv kan ikke udvikle resistens mod et middel, hvis ikke de er tilstede. For så bliver de jo ikke udsat for midlet. Resistensproblemerne vi ser idag, skyldes dels utilstrækkelig behandling (dvs. for tidligt afbrudte behandlinger, eller behandlinger med for lave doser) og dels en alt for bredspektret behandling. Dvs. man rammer også det man IKKE vil ramme, og indimellem formår naturen at krydse overlevende godartede bakterier, med sygdomsfremkaldende bakterier som altid er tilstede.... og bom, højere resistens i sygdomsfremkaldende bakterier. Men parasitter kan ikke sammenlignes med bakterier på dét punkt. Og er parasitterne der ikke, så udvikles der dælme helelr ikke en resistens overfor et middel.

Ja ikke Er det noget du planlægger at gøre sådan mere regelmæssigt....... og variere det li....... arrrh..... dén går vist ikke i offentligt forum :pift::pift::bigsmile:

Come on.... Det var da ikke off topic... Det var en reel løsning, på et reelt problem, selvom jeg ikke er et sekund i tvivl om at Dumle aldrig kunne finde på rent faktisk at gøre brug af det

Præcis :blink:

Det er nu ikke så meget højden jeg tænker på. Jeg tænker mere på tyngden.. Volumen.. ..og deraf manglende agilitet og fysisk formåen. En rigtig lab skal have luft under maven, og ben at gå på, ellers kan de ganske enkelt ikke udføre det arbejde de egentlig er beregnet til. Og dét mangler udstillingslokummerne.

Den brune lab er næsten et rent udstillingsfænomen. I lange tider var det ikke engang en anerkendt farve, havde dog et par stædige tilhængere og den har da heller aldrig været avlet som en apporterende jagthund på lige fod med de andre 2 farver, ikraft af at vindende brune labber fra 30'erne faktisk er under stærk begrundet mistanke om at være krydsninger med bl.a. chesapeake og flatter. Selvom disse hunde dengang var krydsninger, og idag må anses for at være labber på lige fod med alle andre, er der allerede tidligt i sidste århundrede gået udstilling i avlen. Jeg mener derfor ikke man at har avlet på revl og krat, men man har derimod avlet ensidigt på udstillingsegenskaber. Moden har haft sin indflydelse på størrelsen af kræene, hvorfor vi også ser udstillingslabber af alle farver, der mest af alt minder om korthårede new foundlændere. Popularitet har så igen ført til at man avler på alt der kan kravle, men hér findes det nu mest uden tavle, og dét gør sig så sandelig også gældende for både de sorte og de gule. Hér kan bl.a. læses om blodlinjerne i brune labber: http://www.labradornet.com/chochistory.html

En hund avlet efter brugsegenskaber, med målet at forbedre det eksisterende i ønsket retning... Groft sagt. For mit vedkommende er jeg glad hvis jeg står med en hund mellem hænderne (produktet af avlen) der går stabilt i åben klasse, og som ved siden af har vist sit værd som en stabil og kompetent apportør med alt det arbejde og de krav dét indebærer, på reelle jagter. Eager to please, arbejdsvillig og agil, steadiness, og overskud såvel mentalt som fysisk. Anerne skal (med mindre afvigelser tilladt self.) som minimum kunne opfylde samme krav. Det med rødt markeret, er de krav langt de fleste udstillingshunde falder på. Ikke nødvendigvis alle sammen.