DKWiechert

Klart :lol: Så har jeg godt nok forvoldt megen smerte ved blot at åbne døren og løfte dem forsigtigt op og lægge dem blidt i en isoleret, foret transportkasse, fyldt med 1.klasses blødt dejligt halm... HOOOOOLDDD da op hvor har det gjort ondt på dem... Onde mig..

Okay. Må jeg se at læse op på så. Jeg tvivler nu stadig på at det er rigtigt, men rettes skal det, hvis det er forkert.

Jamen jeg betvivler ikke at halen er en del af deres sprog. Men når 2 hunde står overfor hindanden og "spiller"/"Snakker" kald det hvad du vil, så er det altså en fysisk umulighed for dem at se hinandens haler. Også selvom halerne er højt hævet. De kan jo ikke kigge i vinkler vel? :blink: Og hvad med en lab, der IKKE hæver halen højt op? Den står nærmest vandret ud? ELler de racer der er født korthalet? Nej du. Kroppen betyder nu engang mere, og hvad angår halens bevægelser, så læg lige mærke til at bagkroppen som regel følger med, og bagkroppen kan ses og tolkes af modparten. Akkurat som med mennesker og deres hænder. Du vil kunne se at jeg bruger hænderne som gestikulationer, men du vil ikke kunne se hænderne, medmindre jeg holder dem op i dit synsfelt. Du læser derimod mine skuldre og armes bevægelser, og vores hjerne er jo heldigvis så snedigt indrettet at den kan tolke overkroppens bevægelser, og deraf nogenlunde "se" hvad hænderne gør. Men hænderne ser du jo altså ikke/kun sjældent. En kuperet hund logrer jo også stadig..... Den hæver også stadig halen..... og sænker den...... Det sjove er at det vil selv du og jeg kunne se, sålænge vi kigger på hunden forfra, og skråt forfra/fra siden. Det kræver ingen hjernekirurgisk uddannelse at se kroppens holdningsændringer på hunden, og deraf "se" hvad halen fortæller, selvom den eventuelt ikke skulle være der fysisk :blink:

Hehe. ja det giver jo så sig selv............. Har du noget dokumentation for at det er en myte? Jeg har ikke for at det er rigtigt, men jeg ved hvad jeg har lært, og hvad man stadig lærer. (over hele landet, så det må jo i såfald være næsten alle undervisere der ikke er opdateret) :blink:

Selvfølgelig kan man det. Og det gør man skam også. Det er bare ikke nok. Tjaaa. Du kan jo foreslå spaniels-opdrætterne det. Tror jeg ikke du kommer nogen vegne med, da netop disse "faner" jo er et udstillingspræg. Dén holder ikke. Jovist bruges en hale til at "snakke" med. Men den tilskrives langt større betydning end den har. Ikke at jeg på nogen måde er en adfærdsdims/hundesprogsdims, men langt størstedelen af hundesproget foregår med røven VÆK fra modparten. Hvor meget hale er så synlig? De kigger jo heller ikke på halen for at "vejre" stemningen ved modparten. Og hunde med kuperede haler fremviser jo altså et ligesågodt sprog som hunde med hele haler. (Selvom dét nu nok skal give debatstof hérinde) :blink:

Nej da. Men når man ikke ved man har den legemsdel når den bliver fjernet, kan man heller ikke have ondt i den. Dén bliver vi ikke enige i.Centralnervesystemet er ganske vist færdigdannet, men forbindelserne/"kontakten" i de ydre ekstremiteter er ikke i så tidlig en alder (4 dage, som er grænsen) Det er i al fald hvad jeg har lært om netop dén del af fysiologien ved hunde, såvel som grise Og hvorfor lærer man det så den dag idag?

Ikke logren. Faktisk syntes jeg halerne på hundene, uanset race, har tendens til at blive mere stive i det, og kun gå lidt sideværts. Labber dog meget hurtigt men stadig kun lidt sideværts. Ikke noget jeg vil bygge en tese op på, syntes bare det er dét jeg kan se. Problemet er primært snitsår, skrabeskader, og ikke mindst at de hænger fast i ting. Særligt spaniels og specielt cockere syntes jeg at jeg har set det ved mest, men det er også lige de 2 racer der mig bekendt går igennem det tætteste krat de overhovedet kan finde. Cockeren ser endda ud til at have en forkærlighed for alt det der gør ondt at gå igennem. Når en sådan hund går igennem brombærkrat og tornekrat og andet, så er det mest almindelige at et nyt brombærskud lige får nok fat i halen til at hunden reelt sidder fast. Det er endda set at et sådant skud har viklet sig rundt om halen. Logisk nok så får en hurtig hund ikke lige sådan stoppet igen, og da slet ikek med den drive og adrenalin der er på spil i en jagtsituation, så en haleskade er hér næsten forprogrammeret. En lab har pga. pelsen, og déns arbejdsområde slet slet ikke samme problemer. Den går dels slet ikke ind i de samme områder en cocker vil gøre, og pelsen på en lab ser ud til at feje ting væk, istedet for at hænge fast i det. Så logisk nok er en lab IKKE en kandidat til halekupering. Selvom den da også kan få skader, bare slet ikke i samme grad som "de andre"

Faldt lige over tråden hér. Ikek alle schweisshunde skal kunne hetze. En lab der kan, ville jeg være særdeles negativ over at finde brugt i avlen f.eks. Hetz er en speciel egenskab, som bruges bl.a. på schweiss, men er langtfra kendetegnene for hele bredden af schweissarbejdet. En jagthund skal være enddog meget lydig. Faktisk vil jeg sige at en jagthund der ikke er til 99,9% sikker på et stopfløjt, kræver yderligere træning. Måske endda et skridt tilbage i træningen. Hvad angår problemet med vildt, og "døv-hurtig" hund, så kan jeg da kun foreslå at gøre hvad jægere også gør: Lærer dem stopfløjtet. Helst fra hvalpepoter af.

Enig i at langt de færreste hunde bruges til jagt, ændrer ikke på behovet, som rent faktisk er tilstede ved de hunde der bruges på jagt. Jeg er ganske enig i at den liste der nu er gældende lov, er opstået af lidt andre årsager end hvad der reelt er behov. De hunde der står på den liste, er kun sjældent udsat for noget. Det undrer mig dog meget at du som ejer af spaniels endnu ikke er stødt på problemet. Problemet er IKKE klemning eller brækkede haler, men derimod fuldstændig sønderflåede haler, infektioner der spreder sig til marv og ben, blodforgiftninger grundet infektioner, ja sågar afrevne haler. Det er ganske vist ikke 5 ud af 10 hunde vi snakker hér. Nok nærmere 1/10 eller måske endda endnu færre. Det er ikke noget jeg har tal for. Risikoen alene er dog al rigelig grund til at kupere i tidlig alder hvor hunden alligevel ikke kan mærke det, istedet for at udsætte den ene ud af 10 hunde for umådeligt smertefulde ture i det fri, og deraf følgende endnu mere smertefuld behandling efterfølgende. Måske endda med følgende amputation af halen, som ganske mange haleamputerede hunde endda får problemer med iform af dårlig afheling, infektioner, og fantomsmerter......... Her er ikke noget der hedder valget mellem godt og skidt, snarere et valg mellem minimal hvis overhovedet nogen gene og potentiel smerte med endnu værre følgevirkninger. Og er man en opdrætter der opdrætter specifikt mod brug af hundene, så ser jeg intet problem i at tage hele kuldet. Snakker vi derimod en udstiller, der avler mod netop udstillingshunde og alt andet end brugen, ja så ser jeg skam heller intet formål med det.

Man mener meget om st john og alle de andre navne. De første hunde der blev avlet på i england kaldtes også st. john, selvsamme hunde hed året efter labrador, og året efter igen lesser new foundland (fordi de jo var mindre). Først henved 1903 blev det endeligt godkendt som lab. Fakta er at man ikke har begreb om hvad og hvor st. john stammer fra, og hvordan den overhovedet er opstået. Fakta er også at englænderne bragte de bedst arbejdende hunde de kunne få fat i fra new foundland med sig tilbage til england, og renavlede dem til det vi idag kender som labrador. Altså er der IKKE blevet blandet noget her. I modsætning til f.eks. golden retriever, hvor man har taget snart sagt alt fra settere, flattere, sågar blodhunde og blandet sammen, for at få det vi idag kender som golden retriever.

Jamen velbekomme da. Kun et lillebitte udpluk. Jeg tør ikke engang prøve at finde ud af hvor meget der reelt ligegr derinde om netop haleskader. Jeg har bedt den tilknyttede dyrlæge om at maile billeder til mig af det, men nu er det ikke ligefrem at tage billeder en jæger tænker på, når han står der med en hund, hvor hud og pels er flået af ned til halebrusken.. Men de har samlet billeder og beskrivelser igennem mange år derinde, for på sigt at kunne køre en appelsag mod forbuddet, så mon ikke jeg kunne få et par af de billeder at se og fremvise herinde, såfremt ønsket er der.?

Ikke helt. 2 af racerne på den "godkendte" liste, er der intet formål med at kupere. Ikke det formål der ligger til grund for dispensationen ihvertfald. Og at man helt har overset at racer som de forskellige spaniels, og settere faktisk har endnu større problemer med skader end vizla og breton, er helt til grin. Grunden til de kuperes så tidligt, er samme årsag som at smågrise kuperes og tandskæres så tidligt som dé gør: Nervebanerne er endnu ikke helt funktionsdygtige, hvilket betyder at dyret ikke føler indgrebet. Ligeledes lukkes såret af meget hurtigere og meget mere naturligt. Faktisk ses ved kupering i den unge alder, at nogle af dem endda får pels på "stumpenden", hvilket i givet fald er et særdeles godt resultat.

Dét beklager jeg dybt. Jeg kan af gode grunde ikke ligge samtlige tror-snart-der-er 70+ forumsider i blot denne ene tråd jeg linkede til, herind. Men jeg klippeklistrer fluks starthistorien ind, da denne i sin enkelthed beskriver problematikken med bl.a. spaniels (som jo desværre IKKE må kuperes herhjemme) utroligt godt. Ingen hemmelighed i at det er engelsk sproget, da det jo er en engelsk side det kommer fra, dedikeret til skydere, drivere og jagthundefolk. Det vi i Danmark under et kalder "jægere". Blot én af mange, og lur mig om ikke wspa har fået luret et kuperingsforbud lig det danske ind i England iløbet af de sidste mange år, så dette nu blot er et endnu større problem. I Skotland må de SLET ikke, og dette har ført til ufatteligt mange amputationer, som jo velnok må betegnes som værre for dyrene end kuperingerne i selv de mest kupérskys hoveder nogensinde kan være. Ok. Kan ikke lade være. Klistrer alligevel et par historier ind, der beskriver problemet. Ikke statistikker, blot oplevelser. Not good Neil, not just the bills but the size of them suggest a lot of pain for the dogs. Was the tail amputated completely and why didn't you have the other docked to save the same again next year? William og det bliver ved.Der er masser af tråde med historier lignende, fra hele UK og Irland. Forbavsende nok, er der endnu flere tråde om et seriøst oplysningsarbejde foretaget igennem snart et årti, for at få de kloge hoveder der skriver lovene til at indse at en paragraf der burde TJENE dyrevelfærd, reelt kun skader den. Desværre endnu formålsløst, pga WSPA's umådeholdne usaglige og ubegrundede appel til den "almindelige" befolkning, og den deraf følgende popularitetskonkurence politikerne igennem. EN skam at reel hensyntagen til dyrevelfærd endnu engang skal modarbejdes af uvidenhed og popularitet.

Hvis nogen er i tvivl om hvorfor der kan være et reelt behov for halekupering, så er dette forum et ganske godt sted at søge: http://www.nobs.org.uk Bare en enkelt historie fra det virkelige liv, og ikke stuedanmarks hyggehund på skovtur: http://www.nobs.org.uk/forum/phpbb2/viewtopic.php?t=15913&highlight=docking En simpel søgning derinde forklarer mange ting, endda i deres dyrlægehjørne, hvor der er dyrlæger med speciel interesse i jagt og brugshunde.

Passer nu ikke helt. Også i tyskland må forskellige jagthunderacer halekuperes, såfremt de er avlet og solgt som værende jagthunde. Og ja. De pådrager sig også haleskader i Tyskland.

"Desværre" rigtig nok??? Nej. Heldigvis rigtig nok. Desværre ikke nok racer der MÅ. Og ja. Det er et problem ved mange jagthunderacer, og enhver der har set hvad skader og problemer der kan opstå, ville ikke være i tvivl. En lab med watertail er intet i sammenligning med dét. Og en lab er jo, i modsætning til de andre, ikke en stødende/drivende hund. Vi snakker ruhårsracer, weimaraner og et par flere. Jeg så gerne dispensationen udbredt til at inkludere flere af de drivende/stødende racer.

St john, new foundlænder, lesser saint john, lesser new foundlander, labrador osv. er alle navne for nøjagtig samme stamme som er blevet renavlet i hver deres retning, UDEN at blive blandet med noget. Der spekuleres dog i om new foundlænderen er en blanding af de oprindelige hunde og mastiff, for at få størrelse på. Først i slutningen af 1800-tallet mente man der var grundlag for at dele navngivningen mere markant op, for at forvirringen ikke blev total. Flatter aner jeg next to nothing om, så den vil jeg ikke komme ind på. :blink:

Behøver jeg nævne indianer og samerstammer, hvoraf de af disse der den dag idag lever som for 100 år siden stadig udnytter maveindholdet af byttedyr, fordi det er en god, stabil og fremfor alt lettilgængelig energiressource. Eskimoer/inuitter Stammefolk rundt omkring i hele verdenen forholder det sig ligeledes sådan med. Vil og vil. Jeg benytter ordet selvmedicinering, fordi netop de plantearter der har helbredende/hjælpende egenskaber, ikke indgår i den normale kostplan. I al fald ikke hvis vi skal stole på de observationer gjort.

Nej Ascha. Enkelte racer ER fundet "som de var". Labradoren er én af dem, og den er netop IKKE blevet blandet, blot renavlet.

Historien bag som du giver i samme indlæg, læser jeg som at du har ladet det komme så vidt at din hund rent faktisk har været i fysisk klammeri med flere hunde der angriber uprovokeret.. (??) Hvis dét er sandt, så ja. Så har du selv skabt problemet, fordi du ikke greb ind tidsnok til at undgå netop dette. Om det skyldes uvidenhed, uopmærksomhed, eller en misforstået idé om at hunde ALTID skal klare ALTING selv, ved jeg jo så selvsagt ikke, da jeg ikke kender dig, og vil jeg heller ikke kommentere yderligere på, af selvsamme årsag. Mit gæt er som standard: Uopmærksom Ork. Jeg tolker det skam ikke som et børnefornærmet svar/spørgsmål.Enig behøver du såmænd heller ikke være :blink: Men jeg ser på det at holde hund som noget meget meget simpelt, der langt hen af vejen kan klares med simple instinktive reaktioner fra min side af. Det handler om at uddanne sin hund, at føre den, og at værne den når behovet er der. 3 ting. Ikke ligefrem raketvidenskab. Når man har arbejdet lidt med sin hund, ved man hvordan dens reaktioner er, og man kan derfor reagere instinktivt (og dermed hurtigt) når der er et behov herfor, uagtet hvad behovet nu eventuelt er. Men det kræver at man er opmærksom på ens hund, og mindst ligesåvigtigt hundens omgivelser, for at man kan foregribe begivenhedernes gang. Og netop i det hér skildrede, hvor denne border flyver i flæsket på hunden Rosa, og kun svært kan skilles fra hinanden igen, er der jo ret åbenlyst sket flere svigt fra førersiden af. Dels har man VIDST at borderen havde de tendenser, man har SET at den var løs. Man har haft MULIGHED for at se den løbe imod én, og man har haft MULIGHED for at gribe ind FØR den sad i flæsket af ens hund. Efter min opfattelse havde man allerede muligheden for at standse op INDEN man overhovedet nåede ned på friløbsarealet. ALLE de muligheder er blevet overset og/eller fravalgt, altså har man begået et svigt, en fejl, som ikke kan undskyldes med andet end ens egen utilstrækkelighed i den givne situation. Spørgsmålet er så om man begynder at skyde skylden over på andre, eller om man overvejer ens egne handlinger (eller manglen på samme) og tager ved lære af det. Jeg ville vælge sidstnævnte. Hvad andre gør vil jeg ikke blande mig i. Hvad angår træneren og schäferejeren, så er det jo normalt som menneske at have lov til at være uenig med dem, at gøre dem opmærksomme på det, og evt. bede om at flytte træningshold/skifte træner, elelr endda at skifte træningssted hvis man mener det er dét der er nødvendigt. Igen kan ansvaret ikke ligefrem kastes over på andre folk, heller ikke selvom man har betalt for at være dér. :blink:

Hvis hund A først sidder i flæslet på hund B, så kan der vel næppe være tale om korrekt håndtering fra førerens side af, vel? Jeg beklager at jeg er så ligefrem som jeg er, da det åbenlyst støder ufatteligt mange mennesker, men ikke desto mindre så er det simpel logik, og efter min opfattelse enhver hundeførers pligt, ikke mindst overfor hunden, men også overfor sig selv og andre, at være opmærksom nok på omgivelserne til at gribe ind FØR problemerne opstår. Det eneste jeg kan læse ud af alle de avisartikler og adfærdsbehandlingsbeskrivelser omhandlende hunde med varige adfærdsproblemer opstået på grundlag af det der hér er beskrevet, er at førerne i DK tilsyneladende må være blinde, udstyret med skyklapper, eller har slået hjernen og instinkterne fra. Naturligvis sker der fejl, små "glip" i opmærksomhed, det er også sket for mig. Flere gange end jeg vil være ved, også ved andre ting. Jeg kaster bare ikke skylden for det over på alle andre, det er MIG der har fejlet, ikke den usocialiserede hund der fløj i flæsket af min, fordi jeg valgte at se bort fra tidligere erfaringer med samme hund, og valgte at være tilpas uopmærksom til at den i første omgang overhovedet kunne komme til det. Så har jeg vist fået afløb for min egen svada hér, og dét må så være dét. Om i er enige eller ej, betyder som sædvanlig ikke noget, for som allerede skrevet flere gange:

Trækker sig, eller ovenstående, hér i følgende betydning: rettidig indgriben af føreren.

Det er også ganske normal hundesprog at trække sig fra en aggressiv hund, så jo. Det tåler sammenligning, og sammenligningen går primært på hvad og hvordan det håndteres. Og jeg fastholder at det ikke er mødet med en aggressiv hund der giver ens egen hund "psykoser" (for at anvende et udtryk fra min barndom, om en hund der får mentale problemer) Ens egen hund ville ikke få problemer hvis den fra hvalp af havde lært at tackle den slags, eller hvis det blev håndteret korrekt af føreren. Og det uanset om det er en "blød" eller en "hård" hunderace.

Nåh. Jeg kan se der er behov for at jeg gentager mig, så det gør jeg da lige: Og da slet ikke til træning, som Ninjamor også er inde på.

Nu er den slags jo ikke sort og hvidt. Ja. Det er forkert bevidst at lade en tilsyneladende aggressiv hund rende løs rundt. Men samtidig vil jeg give træneren ret i at hundene jo altså skal lære hele spektret i hundesprog. Herunder også hvordan de kan forholde sig ved netop angreb fra andre hunde. Én ting jeg står meget uforstående overfor er alle de hundeejere med hunde der får mærkelige problemer af sådan noget. Det skyldes ikke at de har mødt aggressive hunde, dét kan jeg med rimelig sikkerhed og selvsikkerhed sige. Det skyldes nok nærmere at der er en del af hundelivet de ikke tidligere er blevet konfronteret med, og at det efterfølgende er blevet håndteret forkert. Ganske som man ser det med flere og flere børn og unge idag, har også hundeejere tendens til at skærme deres "små" alt for meget, og af de forkerte årsager. Jeg selv har haft hunde der har skullet lære at færdes med andre hunde, og her hører altså også den ene eller anden hund man møder der er lidt kort for hovedet også med. Og heldigvis for det da, for uden dette havde mine hunde vel næppe lært at trække sig, eller at sige fra på fornuftig vis. Ligeledes har én af mine "genindlærte" hunde vist sig at være særdeles dygtig som "lærer" for andre hunde. Senest (og desværre for sidste gang også) for en alt andet end utilpasset unghund, som var en kende for fræk når det drejede sig om at hente apporter. Denne tæve stjal dem nemlig fra andre hunde. Det forsøgte hun kun én gang med min, han frøs, stirrede og knurrede. Hele kropsholdningen ændrer sig, og alle signaler rulles ud af arsenalet. Tæven kunne se at hun nok burde stoppe, men apporten fristede. Efter næsten ½ minuts forsøg på at skræmme hende til at slippe, slap han selv, bed sig fast i halsen af hende, tvang hende til overgivelse, slap, samlede apporten op, kiggede på hende, og kom retur. ½ minut senere kunne de sidde og dele et æble af sig selv. Jeg hader når enkelteksempler skal bruges, og så bringer jeg selv ét på banen. Men i sådan noget er alt ikek sort og hvidt, og jeg vil have en tendens til at give både træneren, schäferejeren og dig ret. På flere punkter ligeligt fordelt. Men selvfølgelig mener jeg ikke det er iorden at en tilsyneladende aggressiv hund render løs rundt. :blink: