DKWiechert

Jeg syntes så ikke ligefrem det er imponerende resultater. Har lige siddet og gransket tavlerne og resultaterne, dvs. de officielle resultater. Dem fra c-prøverne kan jeg jo af gode grunde ikke se. Fordi jeg faktisk ikke mener at have hverken set eller hørt om hunde derfra før. Så blev man jo nysgerrig. Hvordan deres hunde er til schweiss-arbejdet skal jeg lade være usagt, for det aner jeg ikke.

Jeg ville jo så vende den om, og skrive "til jagt" i gåseøjne i stedet. AF den simple årsag at "jagt" ikke er målbart. Og at "super jagthund", i dén grad er og kan være både misvisende og direkte falsk varebetegnelse på én og samme tid. Ikke dermed sagt at jeg ikke ville købe hund fra en opdrætter der aldrig havde sat fod på prøverne, men dét kræver temmelig meget mere forarbejde, hvis det er dén vej man vælger at gå.

Brownhunt er så i alle fald ikke noget der trækker i noget som helst i min ende, af flere årsager. Uanset: Hvad vil han "Mest"? Vil han ha' en hund der du'r til jagt og markprøver for den sags skyld, eller vil han udstillingerne? Hvor langt vil han kunne nå, og hvor? Dét der med "dual" kan han imo glemme alt om. Han kan være heldig at stå med en hund der du'r, og som heller ikke ser helt tosset ud, men hvis det er jagten han "vil", så er det ikke dét man skal gå efter. Der er kennel lærkereden, som lige falder mig ind. Det er, indrømmet, så ikke just jordens kønneste labber, sådan på et helt generelt plan. Men de du'r. Alternativt er der en indenfor RJK jeg kender til, men der er ikke kuld med "frie" hvalpe lige i øjeblikket. Slanke labber, men nok til den meget bløde side, Med tryk på meget, ifølge dét jeg har fået at vide fra anden side. Hvis man kan håndtere det, så er det fint, hvis ikke, så er det ikke dér man skal kigge. Og hvis det ér, så har jeg et heælt andet forslag også. Dén kan vi så tage over pb, afhængig af hvad svarene på dét her så ér.

Dina. Først: Tak for tålmodigheden, jeg vil dog tilføje at jeg i vel nogenlunde lige så høj grad udviser tålmodighed. Jeg får hver gang lidt en fornemmelse af at vi arbejder ud fra hver vores side af. Du vil smaddergerne have teorien, hér kromosomer på kortform. Jeg har en praktisk indgangsvinkel til dét her. Inden dét så bliver brugt imod mig: Jeg har rent faktisk lært lidt om genetik og avl. Også efter gymnasietiden. Men også hér med en praktisk vinkel på tingene, i kraft af at tingene jo også skal kunne bruges/produceres/afsættes i virkeligheden. Det er fint at man ved noget om gener osv. Men slutproduktet bliver til syvende og sidst selekteret fra eller til baseret på de praktiske, fysiske egenskaber. Ikke på hvad generne eller papirerne fortæller os. Det giver sig jo også udslag i genetikdebatten hér. DU mener "hvorfor" har noget med hvordan hunden rent genetisk er sat sammen at gøre... Jovist... på sin vis kan jeg følge tankegangen, men det er så hér jeg siger at det sådan set er fuldstændig ligegyldigt, for i praksis har "hvorfor" altså noget at gøre med om kræet rent faktisk gør hvad den skal, og hvordan den så endelig gør det. OM hunden er en god jagthund, kan vi kun svare ja eller nej til. Ved spørgsmålet HVORFOR er vi nødt til at fortælle hvordan kræet løser opgaven. Ikke hvordan dens kromosomer sidder skruet sammen. Kom ned på et praktisk anvendeligt niveau, er min eneste bøn. For vi er ikke uenige i at den slags rent genetisk ikke er kortlagt, andet end i avlsmæssige praktisk anvendelige sammenhænge, men det kan man altså bare ikke diskutere udfra.

Fair pointe. My point exactly... Bare bedre formuleret.

Jeg har hverken overfaldet dig, eller kaldt dine meninger for nonsens. Jeg HAR derimod sagt at det er noget sludder, at man ikke ved hvad der gør en hund god som apportør. Man ved bare at den ér det. Og det ér dælme noget vrøvl, for det er en ganske målbar ting. Noget du først argumenterer imod, så blandes genetik ind i det, og så har du pludselig hele tiden været enig, men genetik spiller stadig en rolle i dskussionen. Arhmen. Lad nu være med at gøre simple ting så pokkers besværlige. Selvfølgelig kan vi ikke komme udenom dét. Men i en diskussion som dette spiller det absolut ingen rolle om vi har et kort over hundes kromosomer eller ej. Det er da lidt sjovt, for det er dét diskussionen går på. Og sådan set dét du lægger ud med at argumentere på, og ligeledes dét jeg forsøger at holde den på. Igen: Man VED hvorfor en hund er god. Det er målbart. Det eneste du konsekvent hænger dig i, er at man ikke har et kort over generne i en hund.... Det kan som sådan være en sandhed.... og dog. For vi har jo tavlerne og de stambogsførte resultater... Lidt gransken og kompilering så kan vi sidde med afkomststatistik i hænderne. Altså har vi jo rent fakisk et, ome nd primitivt, kort over hvordan de her hunde hænger sammen. Dét er så åbenbart ikke godt nok for dig, selvom det har virket i hundreder af år, og så bliver det sgu lidt svært at diskutere forskellen mellem avlslinjer med dig. I alle fald hvis du vil have et kromosomkort vedhæftet indlæggene.

Arh ... Kun til en hvis grad. En hund der har prøvet varmt vildt igennem en sæson eller to, henter ikke nødvendigvis pelsdummyerne med samme entusiasme som før den prøvede varmt vildt. Det ér bare ikke det samme.

Igen: Genetik, i den form du ønsker at diskutere det, altså om f.eks. hvid pels, elelr lange faner = f.eks. hård mund, eller "dumibøtten syndrom" aka. lidt tunge at danse med, spiller absolut ikngen rolle i en diskussion som denne. Men det er en fin måde at undgå at forholde sig til hvad der rent faktisk bliver skrevet, og hvad du selv ivrigt kommenterer på. Bl.a. om det nu rent faktisk kan passe at den slags hunde ikke besidder de egenskaber de sådan set burde... Og ja. Det kan stadigvæk godt passe at de rent faktisk ikke besidder de egenskaber. Det er, for diskussionen om hvorvidt disse hunde besidder de samme fundamentale egenskaber som enhver retriever burde besidde, fuldstændigt ligegyldigt om det sidder på kromosom bla-bla eller båt-båt, og om dette kromosom så giver lidt lysere farve eller længere faner eller ej. Dét vi ikke kommer udenom ér at dem der prøver til med dén type hunde, bare ikke når lige så langt, lige så godt, lige så hurtigt, som sammenlignelige hundeførere gør med en anden type hunde, fordi de ikke er avlet efter at have de egenskaber. Det ér ufatteligt simpelt. Og man har selekteret og forbedret apportører ved avl længere end nogen af os har levet, ved at lade det være så simpelt. Kig på resultaterne, se hundene irl i arbejde, og drag dine konklusioner ud fra dét. Sværere behøver man altså ikke gøre det til at være.

Jeg husker en f1'er jeg så en gang på en retrieverdag. Et ordentligt monstrum af en hund, som blev stillet både på prøve og til skuet. Endte med at få højere præmiering til skuet en på prøven, på trods af at det sådan set var lidt en joke at han stillede den til skuet... Lur mig om ikke han blev drillet en lillebitte smule dén dag

Nu skriver du det selv, lab-lover: Uden tavle. Hvad er der så selekteret mod? På hvilke præmisser har avlen foregået? Hvad har du kunnet selektere udfra inden du købte? Uden tavlen mister argumentet lidt sin berettigelse et elelr andet sted. Og selv med en tavle ville spørgsmålet med det samme melde sig: Hvorfra var hunden? Det skal ikke være nogen hemmelighed at der er temmelig en del avl af "jagtlinjer" (i gåseøjne helt bevidst) som jeg aldrig nogensinde ville røre. At en lab først rigtig falder på plads i hovedet i 3 års alderen er jeg til gengæld enig i, og det finder jeg sådan set slet ikke underligt, for de er ikek færdige på overetagen før. Som udgangspunkt.

Jeg ved nu en del om genetik, men det spiller ingen rolle i en diskussion som denne. Jeg har på intet tidspunkt karakteret din mening som nonsens! Men det ovenfor citerede ÉR noget vrøvl. Det er i dén grad målbare ting. Og iøvrgt ting jeg har skrevet temmelig en del om efterhånden herinde, ligesom mange andre har gjort før mig mane andre steder. Og det er sådan set meget simpelt: Tager det 2-3 år at skabe en apportør der fungerer ordentligt, eller tager det 3-4-5-6 år? ELler når man egentlig aldrig i mål? Bliver apporteringerne samlet spontant op eller ej? Er hunden urolig i munden eller ej? Er der bidt i apporten eller ej? Kan hunden huske flere apporter eller ej? Er hunden dirigérbar eller ej? Kommer den hjem med 5 fugle og en kanin fra søget, eller kun 2 fugle fra samme ende af søget? Går den død i søget eller ej? Er det lige ud og hjem, eller laver den svinkeærinder undervejs? Kan den arbejde side om side med en anden hund i søget eller ej? Hvad så når vi går igang med dag 2, og hunden er træt, vil den stadig arbejde for dig eller ej? Kan hunden sidde uden at kny når fuglene basker rundt? Tager den også en løber? Hvor let er tænd/sluk knappen at finde? Fungerer den overhovedet? og mange flere ting. Det er ufatteligt målbart, hvad der gør en god hund. Det behøver man ikke blande pelsfarvens genetik ifm. fanelængdens genetik giver....? ind i det for. Det er målbart, og det er frem for alt ufatteligt simpelt. Og ja. Prøverne er én måde at måle det på. Det giver ikke et fuldt billede, da det kun er en lille indsats, på én dag. Så jeg vil se/vide mere. Men det giver trods alt et øjebliksbillede.

Det der er ganske enkelt noget vrøvl. Du får ikke en nemmere hund at have med at gøre, end en lab elelr golden af jagtlinjer. Det skal de være. Det er netop retrievernes egenskaber i kraft af deres arbejde, der har gjort den så populære til alt muligt andet end apportører. Herunder i dén grad som familiehunde, som alt andet lige er størstedelen af en jagthunds opgave. Hvis ikke man får afprøvet de egenskaber der skaber en god apportør, og iøvrigt også værdisætter de egenskaber højt i avlen, så giver man køb på dét der essentielt er dét man egentlig gerne vil have som klappekagehundekøber. Hvis så udviklingen var gået mod hunde der rent faktisk var nemmere at have med at gøre, som fungerede bedre på andet end jagt, og som stadig var utroligt let dresserbare, meget pleasende, bløde i munden og i sindet osv, så var det sikkert et udmærket argument. Det er så bare ikke tilfældet.

Det er noget sludder dét der Dina. Man ved præcist hvorfor hunden er god. Det er ganske målbare ting, så nej. På ingen måde tankevækkende. Falkirks Boogie ville jeg så ikke engang kalde pæn ren hvid. Men temmelig lys, ja.

Det kan vi da sikkert blive enige om, men nu har det ikke ret meget med drift at gøre, når vi snakker labber og goldens. Og om pleaser"genet", og den lette dresserbarhed, den bløde mund, og evnen til at håndtere repetitioner i træningen og brugen hænger på farven og pelsen, eller ej, er ligegyldigt. Det hvad det derimod under alle omstændigheder hører sammen med, er hvad man selekterer i avl.

Dina... At der ikke er nogen klorin-goldens, eller kaffebordslabber der endnu har bevist deres værd som jagt- og markprøvehunde, skyldes så absolut ikke manglen på folk der prøver. Om der er tale om en uerfaren hundefører eller ej spiller ingen rolle for dét her. Snarere tværtimod, men det er en meget brugt, og meget dårlig "undskyldning". Man kommer til at lægge noget mere arbejde i det som hundefører, for at få noget fornuftigt ud af de hunde, når vi snakker dét racerne (labber og goldens) egentlig er skabt til. Og man vil som hovedregel skulle bruge mere tid på det, end hvis man havde valgt noget andet. Hvis man så endelig når så vidt at det egentlig begynder at gå godt, så er hunden imidlertid så gammel at det er for sent rigtigt at få glæde af det. Og ja. Man burde have belæg for at mene det. Og det har man også.

Om egenskaberne udvandes genetisk, bare fordi pelsen bliver lysere? Det kan alle vel blive enige om nok er lidt noget sludder. MEN. Og sådan et ér der jo: Det er et produkt af udstilling. Og héri ligger kernen i problemet jo reelt, for de er ikke avlet efter de egenskaber en retriever jo reelt bør indeholde, ligesom deres eksteriør sådan set også er en forhindring i sig selv, hvis man ønsker en hund der rent faktisk kan holde til arbejdet. Er det en dårligere hund? Nej. Men det ér en dårligere retriever. Har man svært ved at acceptere dén udtalelse, så vil jeg endnu engang opfordre folk til selv at tage ud at se hundene arbejde igennem et par år, og få syn for sagen.

Nægter kategorisk at tro på at der er nogen som helst der syntes at det er en dårligere hund, bare fordi det er en klorin-golden. Til alt det andet, som jeg ikke lige har citeret: En jagtgolden er ikke pr. definition mørkere i farven. BAre fordi den er mørk, betyder det dermed ikke at det har noget som helst med jagt eller markprøver at gøre. Noget man heller ikke kommer udenom er at de helt lyse goldens altså ér et produkt af udstillinger. Noget der egentlig slet ikke burde give mening, eftersom det jo altså hedder "golden retriever". Ikke "white retriever". Hvorom alting ér, så får man mere end almindeligt svært at finde en sådan lys golden, der beviseligt indeholder dét der jo i reglen burde ligge lige til højrebenet for enhver golden. Og læg nu lige mærke til at jeg skrev "der beviseligt indeholder". Nu nævner du selv brune labber, og som sådan gør det samme sig gældende for dem. Om det er "øv" at generalisere på dén måde? Tja.... Hvis du syntes det, så vil jeg da opfordre dig til at bevæge dig ud og kigge på jagt- og markprøverne igennem et par år, og læg mærke til hundene og navnene, og drag dine egne konklusioner. Snak om at opdele racen? Njaha... Jovist er der forskel på linjerne. Stor forskel. Det samme for labberne. Og hvad så? Hvis man ville gøre noget gavnligt for racerne, så kunne man gøre som i England, og sørge for at brugshundeklassen rent faktisk er for de hunde der arbejder og går på prøverne.

Du skal jo heller ikke voldfodre den til overgivelse med dem.

Man ringer til Peter!!! No shit. Giv peter et kald. Hér :blink: Og hvis man vil have en butik tættere på, så banker man i bordet i butikken, og beder dem om at få det på sortimentet. Og det ér da dejligt at det dope man finder til hunden, ikke er fyldt med alt muligt skrammel, er det ikke!? Aslan: Det var sgu da sjaw! Desuden har jeg aldrig været god til datoer...

Dertil kommer så de kuld der er lavet "ved siden af"..... Jeg aner ikke hvilken hanhund du snakker om, men jeg har da hørt om et par stykker der bliver brugt ganske ukritisk, både indenfor og udenfor bogføringen, ved labrador.... Og så undrer man sig over hvorfor vi er nogle stykker der altid ruller lidt med øjnene over alle de lab-lignende blandinger der render rundt. Prøv lige at kontrollere hvad der egentlig ér i de hunde

kender manden der står bag produktet. Og så mener jeg det rent faktisk er et produkt der er værd at gøre noget for, fordi det er den rene uforfalskede vare der er i poserne. Ikke nogen varedeklaration som vi kender det med x antal linjer der beskriver alle de stoffer der er i.... Næh. Deklarationen står på forsiden med store fede bogstaver. "Tilfædligvis" er deklarationen også varenavnet. Det er ikke mange der kan prale af at have så bund-ærlig en vare. Så vil jeg godt stille mig op og hjælpe manden lidt med at få produktet frem. Jeg vil dog godt pointere at vi ikke solgte noget på standen. Vi viste produktet, delte lidt prøver ud, og forklarede hvad det var. Salget er der andre der tager sig af.

Nå så det var dig med den kræsne schäfer. Der kan man bare se. Heldigt den anden var mere fornuftig.

Arh... Det lugter da ikke... Det dufter, og det virker! Indeholder ikke alt muligt mærkeligt udefinérbart heller. Hvis du køber havkatteguffen i de store poser, så er stængerne lidt over 20 cm lange. Prøveposerne indeholdt stykker vi havde klippet ud, for at det kunne være der.

Du ku da bare have råbt noget i retning af: "Hey... er det ikke dig der render og slår dine hunde?" "Jo for helvede, og opfører de sig ikke ordentligt efter dét så trækker jeg dem sgu ud bagved og skyder dem.......... ka jeg hjælpe med noget?" Dét er en god åbningsreplik, og så ved man ligesom hvor humorniveauet ér henne, ikke Desuden så var jeg der jo ligesom også for at ævle løs om dét dersens fantastiske produkt, som din hund også kan lide.

Det kan du ligesågodt lære med det samme: Afbryd for helvede.... Og gerne med en chokerende sætning, sådan lige for at lodde stemningen først... Vær dog klar til at få slynget noget der er 10-fold mere chokerende tilbage i hovedet igen.