DKWiechert

Dårlig sammenligning. For sparringens skyld. For at blive udfordret lidt på meninger, holdninger, idealer osv.

Hvis man vil sidde som en anden røvslikkende nikkedukke til et foredrag der naturligvis er afholdt af en person man næsten 100% er enig med alt i, så man kan få rygklappet sine selvfede skuldre en hel aften, så er det da fint nok. Jeg får mere ud af foredrag og sparring med og ved folk jeg ikke som udgangspunkt er enig med. Kun sådan får man afprøvet sine tanker og ideer, og for den sags skyld får dem holdt op imod hvad der ellers findes af muligheder. "Udvidet horisonten" lidt, som man jo siger. Så kan man kalde folk "mindrevidende" (hvorfor ikke bare skrive dumme, først som sidst?) alt det man vil. Uden sparring og uden at få udfordret ens holdninger og idéer en gang imellem, sker der ingen udvikling. Iøvrigt celina: Bruger du så hverken negativ eller positiv straf, når nu du siger du træner uden straf? Og hvad med positive metoder? Positiv forstærkning? Eller positiv.........hvad? Jeg bruger hverken eller. Jeg går hverken ind for den ene eller den anden eller den tredje eller den x'indstyvende metode. Jeg bruger idéer fra både det ene og det andet. Elementer af lidt af hvert. For der er stort set altid noget at hente ved alle "metoder" om man nu ønsker at kalde det dét. Hver ting har sin berettigelse. Men ikke altid, ikke i alle situationer, og bestemt ikke ved alle hunde til alle formål. . Eksempelvis har jeg endnu til gode at se en fungerende jagthund der er trænet med klikker. Jeg har ladet mig fortælle der er én. Men til dato har jeg ikke set bevis for det. Betyder dét at klikkertræning som helhed ikke duŕ til jagthundetræning? Bestemt nej. Delelementer af bl.a. dét bruger jeg, og har jeg skam også tidligere brugt. Og delelementer af det har været brugt i umindelige tider til jagthundetræning. Før i tiden var der bare ikke nogen smart klikkerdims forbundet med det. Og for mig er der stadig ingen klikker forbundet med det.

jeg mener jo så stadigvæk det er latterligt at buhe dén slags væk fra Danmark. På flere punkter tror jeg stadigvæk jeg ville få mere ud af hans "show", end så mange andres. Ikke fordi jeg tror på hans teorier og måder at gøre tingene på, men samtidig netop pga. jeg ikke gør.

I henhold til dén logik skulle vi helt holde op med at avle og bruge jagthunderacer. En labrador der bruges til dét den er avlet til, lever i reglen ikke så vanvittigt længe, i forhold til sofakartoflen. Jeg forventer ikke en levetid der ligger ret meget over 8-9 år for en aktiv jagthund, næsten uanset race. Og desuden kan vi ikke "bare" skyde dyrene i områder hvor hundene ikke skal gå ind i krat og lignende. Det er i krat og lignende vi har behov for hundene. Og også dét de er lavet til at gå ind i. Og vores hobby retfærdiggør ikke pr. definition at vores hunde kommer galt afsted. Uanset om vi hér taler om en apportør der svømmer en gren i brystet, eller et siv i poten, eller om vi taler om en cocker der flår halen i stykker i brombærkrattet, eller om det er en bracke eller weimaraner der møder sit endeligt under drevet efter vildsvin. Uheld skér. Og vores hunde lever et aktivt og givende liv, hvor de pådrager sig flere skader, og et langt større fysisk slid end sofakartoflerne rundt omkring. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at disse hunde ikke ville være dét liv foruden. De har en reel funktion, et reelt indhold i deres liv. Forskellen på alt det her er imidlertid at vi KAN gøre noget ved at en spaniel flår sin hale i stykker, uden at det har indflydelse på hundens dagligdag. Vi må bare ikke. Ikke engang når skaderne så rent faktisk ér der må vi gøre noget ved det. Svarer lidt til at vi ikke må få lappet labben sammen igen hvis den en dag får skåret sig op på isflagerne i søen, eller får svømmet en gren ind i brystkassen eller lignende. Misforstået og i dén grad malplaceret dyrevelfærd. I særdeleshed når man ser hvad man må og ikke må, og hvad der generelt er fuldt ud accepteret i resten hundeverdenen. Devisen synes at være: Hvis det kommer familierne til gode er det iorden, hvis det gavner brugshunden, og kun brugshunden, så er det no-go. Og hvad er dét da for en holdning?

Det mener jeg nu også der er kommet. Hvad var det nu jeg skrev: = hvis du tydeligt kan se ribbenene når hunden står afslappet, så er hunden nok ved at være for tynd. Altså har dyrlægen ret.

Hvad vi mener om hans vægt er irrelevant. Vi står ikk eved siden af hunden med fingrene i pelsen af den....... Og dét er hvad jeg vil råde dig til at gøre: Stik fingrene i pelsen af hunden og mærk efter. Kan du mærke ribbenene, og kan du se ribbenene tydeligt når hunden står afslappet. Det første skal du kunne. Det sidste er tegn på at den nok er ved at være en anelse tynd. Ligeledes skal der jo gerne være lidt talje på en lab.

yes yes... Det er så én af dem.

Hvis du med "statistik" mener de lister der fra tid til anden kommer frem som argument, så kan du glemme alt om dem. De har meget lidt med statistik at gøre, og dem af dem der er "baseret" på undersøgelser, har meget lidt med saglig tilgang til tingene at gøre, ligesom hele grundlaget at bygge dem op på er alt andet end sagligt, objektivt, og statistisk repræsentativt for hundestanden som helhed, og for Danmark i særdeleshed.

spot on.

Det der "ekstra gear" har alle jagthunde der ved hvad det drejer sig om. Og det skal de ganske enkelt have, for ellers får man dem ikke til at gå ind de steder hvor dejo netop skal ind for at kunne bruges til noget. Herunder også brombærkrat. Det er dét de er avlet til at arbejde i, særligt de kortbenede, og også dér behovet ligger. Så nej. Man kan ikke bare avle hundene dummere, tungere og trægere, for så udfylder de ikke den funktion de egentlig skal udfylde. Så er brugsegenskaberne forsvundet. At dine hunde ikke selv går ind i krattet er lidt et fattigt argument. De bruges mig bekendt ikke på jagt. De har aldrig lært at fungere som jagthunde, ligesom du ikke selv nogensinde har trænet en hund med dét eller et lignende formål, hvilket igen betyder at de egenskaber og den stædighed og ihærdighed der gerne skulle ligge latent i enhver spaniel aldrig er blevet bragt frem af dig.

Der er lavet temmelig store og omfattene undersøgelser af de svenske jagthunde for at kortlægge omfanget af problemet med haleskader, og dét der er ganske enkelt noget sludder. Svenske hunde klarer sig absolut ikke fint med haler. Og at sammenligne hunde med ledproblemer (noget man ikke kan ændre på) med hunde der får haleskader (noget der kan gøres noget ved), giver absolut ingen mening. Endnu mindre mening giver det at sammenligne en hund der bruges til agility, med en hund der bruges på jagt.

nej. Problemet er, som jeg ser det, oftest rivskader og skæreskader på halen, end det er slå-skader

Næh. Det er egentlig ikke tankevækkende overhovedet, når man ved hvad der forlanges af en spaniel på jagt. Det er på ingen måde sammenligneligt med eftersøgning i DCH.

Jeg vil så i dén forbindelse gøre opmærksom på den rent tekniske side af det her: En riffel er indskudt på en vis afstand. Og dén afstand er ikke "et par meter"... Det er noget nemmere at ramme ordentligt i ikke-skydebaneomgivelser på afstande der ligger en slat over "et par meter", eller på helt klos hold. Så længe vi snakker skud med riffel. på de der "par meter" mange åbenbart giver udtryk for er en god ting, der falder sigtelinjen og kuglebanen ikke sammen, og man har derfor en tendens til at skyde enddog temmelig en del for lavt, medmindre man er vant til dén slags afstande i den slags situationer. Og det er de færreste.

Lidt lovtekst Bekendtgørelse om slagtning og aflivning dvs. vores kæledyr er som udgangspunkt også inkluderet i denne bekendtgørelse. Jeg ved der er lidt "halløj" hvad angår nyfødte i kapitel 4 paragraf 13 som kommer lidt senere. Der er tilføjelser hertil i kapitel 4 paragraf 13.: Hér var den med i princippet må man ikke aflive dyr, selv i en akut situation, uden uddannelse heri.... men i praksis (se paragraffen ovenfor) er der lovhjemmel for at det kan være i orden. Det er den der med: "i fornødent omfang" der går ind og driller lidt når man snakker om det. For i praksis er der reelt ikke et problem med det. Jeg har da til dato endnu ikke hørt om en sag der har kørt fordi man har aflivet et dyr i en akut situation. metoderne der må anvendes: I praksis: Hold kaninen i bagbenene og giv den et kraftigt nedadgående håndkantslag i nakken = nakken knækker. og det var det sidste af de metoder man må bruge.

Hvis dyret skal dø, er det vel i princippet lidt ligegyldigt om der bliver lavet mos af det eller ej, er det ikke? Desuden sker det nu ikke, hvis vi snakker aflivning med en kugle. Jeg har efterhånden taget en del smådyr med salonbøsse, og for den sags skyld også den store riffel hvis jeg ikke lige havde patroner til den lille. Hvis man tog haglbøssen for at "ordne" naboens bette hamster, så ville jeg nok kigge noget undrende, for så var der da vist tale om overkill...... og hamstermos. Men død er død. Udover dét er der et par særregler om nyfødte katte, hvalpe og den slags. Skal lige se om jeg kan hitte reglerne igen. Det er efterhånden længe siden jeg rodede med dét sidst.

i princippet, nej. I praksis ser det imidlertid lidt anderledes ud fra tid til anden.

Nu er der jo heldigvis en lovgivning der klart og tydeligt fortæller at det kun er folk med særlig uddannelse i at aflive dyr, der må netop dette. Og en tilfredsstillende måde at aflive en hund på, kunne jo være at give den en kugle.

Jeg citerer heller ikke samme indlæg af samme årsag, men jeg er nogenlunde enig i "træner" argumentet dér. Samlet under én hat er der tale om uddannelse, vejledning og håndtering. Eller som du skriver det: Opdrager og omsorgsgiver. Jeg kan forstå argumentet. Og dén del må vel være en personlig sag og værdisætning af ordene i sig selv eller hvordan man nu kan sige det. Personligt træner jeg mine hunde, jeg træner mine spejder, og jeg træner mine egne færdigheder osv osv. Men jeg opdrager dem også. Og bliver selv opdraget. Forskellen for mig kunne man vel sige var at der ved træning er en lidt klinisk og målbar udvikling og kriterier. Hvor opdragelse sådan lidt mere er.... ja... knap så målbart. I hvertfald i dagligdagen. Spot on. Ledelse er lige så meget at føre an, som det er vejledning, uddannelse, opdragelse, overvågning og kontrol af målbare værdier osv. Og går man videre i ledelseslæren, så finder man at der er ufattelig mange iøvrigt temmelig veldefinerede måder at gøre det på, som alle har deres berettigelse. Men ikke alle måder har deres berettigelse i alle situationer, til alle målsætninger, og med alle subjekter (individer af dyr, mennesker, børn whatever, såvel som grupper af ditto) Særligt ved arbejde med grupper/flokke/flere individer, bliver det blot endnu mere vigtigt at man som leder formår at vekselvirke mellem måderne at gøre tingene på. Måderne at agere på. Naturligvis er det firkantet sat op, for ledelse er ikke 5-10-15 små firkantede bokse man kan hoppe imellem alt efter behov. det er langt mere flydende og dynamisk end som så. Men grundlæggende set kan man i teori såvel som i praksis tale om "hovedtyper" af ledelsesmodeller. Brugen af dem, og dermed effekten afgør så om der er tale om en, i situationen, god leder, eller det modsatte.

Kan vi ikke, nu vi er ved det, aflive den der nye myte om at "lederskab" er noget med at gå først ud af døren, kæft trit og retning, my way or the highway..... osv osv... Ja, jeg tror på lederskab. Men der er mange måder at være leder på. Ingen måde er mere rigtig end andre, men nogen måder har mere berettigelse i bestemte situationer end andre, og igen andre måder har bestemte målsætninger og ikke mindst forudsætninger for overhovedet at fungere som tilsigtet. Nogen skifter "personlighed" som leder, afhængig af situation, målsætningen, forudsætningerne, og subjekternes forskellighed, styrker og svagheder ganske instinktivt. ANdre gør det instinktivt, dog med erfaring og viden som ballast og grundlag. Og andre igen gør det kun langsomt, kun nødigt, og kun med et bjerg af dokumenter foran sig, allerbedst et opslagsværk i 213½ bind. Uanset hvilken af de tre "grupper" man tilhører, så kommer man ikke uden om at lederskab ér, altid har været, og altid vil være en del af dét at have med andre levende væsner at gøre. Dyr såvel som mennesker. Det der ikke er en myte ifm. lederskab er at det er lederen der tager beslutningerne, og resten må så følge trop..........når beslutningen er taget. Det er ens måde at vekselvirke mellem måderne hvorpå man træffer en beslutning, måden hvorpå man får kommunikeret ens hensigt, ens målsætning, vilkårene og ens krav og kriterier undervejs mod målet, der afgør om man er en "god" leder, eller en temmelig skidt en af slagsen. Den bedste leder er vel dén der får kommunikeret kravene og målet ud på en sådan måde, at uanset hvilke vilkår der ér, så gør alle det de er bedst til i dén sammenhængder i situationen er mest hensigtsmæssig for at nå det definerede mål og samtidig have overholdt kriterierne for at opnå succes..... ganske af sig selv og uden yderligere påvirkning. Er dét her langhåret? Ja. Men lad nu for pokker være med at blande "leder" og "lederskab" ind i alt det her dominansgejlsmyteri (kun ét t. Med 2 var det lidt noget andet.). Hvis i endelig skal have dominansmyteriet blandet ind i det, så var det formålstjenstligt også at blande resten af lederskabslekturen med ind i det også. Men så er det lidt en anden tråd, ikke

årsagen til at det netop er dé fem racer, er fordi de andre raceklubber for hvilke kuperingsforbuddet har en reel betydning ganske enkelt ikke har været gode nok i lobbyarbejdet. At nævne setterne og pointerne i dén forbindelse er iøvrigt meningsløst. Forskelligt arbejdsområde og dermed terræn og anvendelse. At kupere disse racer vil ikke give nogen mening. Iøvrigt er der efterhånden en del tråde om emnet alene hér i forum. Brug søgefunktionen, og lær

ja.... Istedet for godbidder og ting og sager for at gøre gå-turen hyggelig, så tag en avis, en kande kaffe, og et siddeunderlag med. Ned til det grønne område du vil have at kræet besørger i (som gerne skulle stemme overens med et området den er rimelig tryg i), og så sætter du dig ned læser din avis og drikker din kaffe. Og dér bliver du så siddende til kræet har gjort hvad den skulle. Når dét så sker, SÅ skal der roses. Pointen hér er at en besørge-tur egentlig ikke behøver være længere end en linelængde fra fordørens fodtrin, for en hvalp.

AT sammenligne hest med hund ifm. hvad man nu putter på kræet for at få den til at gå ordentligt er meningsløst og en stor fejltagelse. ANatomisk er det bare ikke det samme dyr. Ligesom almen fysik dikterer at et træk i en grime bare fungerer fundamentalt anderledes hvis der er tale om et bette dyr indtil hoftehøjde, eller en hest hvor grimen er omkring skulderhøjde eller så. Det står, for mig i alle fald, soleklart at du egentlig er ligeglad med hvis folk råder dig til andre løsninger. Du vil ha' en grime vil du, fordi ellers er det bare ikke til at gå med hunden... Og fred være med dét.

Hvor ser du jeg skriver dén ene episode skiller sig ud fra de andre, eller at det må være en ond og blodtørstig hund hvis der er tale om en muskelhund? Som jeg skrev: Hvis det ér den sag jeg tror det er, så var der tale om en tungnem, smådum, signalblind, og alt for voldsom hund. Det har intet med racen at gøre. Havde de nu brugt den sag med amstaffen der i kådhed hoppede op af en knægt, og selvfølgelig ramte ham lige på munden med mere eller mindre flækket læbe til følge, så havde det for mit vedkommende været akkurat det samme. Der kunne have stået pitbull istedet for lab for all i care ( bortset fra at den race jo så rent faktisk er forbudt, naturligvis) Det havde været akkurat det samme i mit hovede. Jo. men det ændrer jo ikke på pointen hér: at der dels ikke umiddelbart er mulighed for at læse hele historien bag eksemplet, og at der på et helt generelt plan slet ikke er undersøgt hvad eksemplerne reelt drejede sig om. Som med rotweileren, hvor det naturligvis er mediernes pres der gjorde at rotten ikke skulle aflives alligevel...... når sandheden er at der kørte en sag på det, inden hunden blev aflivet, som ejeren af rotten så vandt. Eller sagen med de to ruhårede jagthunde, som jo så reelt er ruhårede hønsehunde, og så var der jo faktisk kun én af de 2 hunde der var en ruhåret hønsehund. Det fandt jeg ud af allerede efter at have klikket på den første henvisning til ældre artikler om samme sag.

Jeg mener som sådan ikke der var noget "glædeligt" ved den hændelse. Jeg mener at der var tale om en tumpet, signalblind og alt for voldsom brun lab. Et fejlprodukt der burde være blevet aflivet ved fødsel. (og igen: hvis det så rent faktisk ér den sag jeg tror det er, hvad jeg jo selv har givet udtryk for at jeg faktisk ikke er sikker på!) Og det er jo netop én af årsagerne til at jeg syntes der mangler saglighed i pressemeddelelsen (hvad der iøvrigt er ganske normalt for fair-dogs) For eksemplerne er hevet ud af det blå. Det første de lige fik øje på der ved første øjekast så ud til at kunne bruges, blev brugt. Uanset om det umiddelbart er muligt at finde frem til hele historien eller ej.