DKWiechert

Kristian Raunkjær har jeg godt nok heller aldrig haft meget fidus til, hvad hundetræning angår. Det samme med Michael sand, iøvrigt, omend han beskriver en metode til indlæring af tvangsapportering som man uden at kny ville acceptere, selv herinde, hvis ikke det var for navnet "tvangsapportering" Luckyluna. Jeg beskriver IKKE en metode eller proces eller hvad i ønsker at kalde det. Det har jeg flere gange udtrykkeligt skrevet. Folks metode/indgangsvinkel til indlæring af en tvangsapportering er forskellig, ganske som den er for fri ved fod og alle andre øvelser. Desuden er Hr. Raunkjærs skriverier fra 80'erne ikke just repræsentativ for hele jægerstanden. Det var de ikke dengang, og det er de heller ikke i dag. Medmindre vi da vil drage samme parallel mellem cesar milan og alle andre hundetrænere..... og det gør vi jo ikke, vel

"efter den definition... bla bla bla..." Det er ikke en definition, ikke en metodik eller andet i dén dur. Det er et begreb der dækker over at man er nødt til at lære en hund apporteringens kunst helt fra bunden af, skridt for skridt, fordi den hund man nu engang står med, ikke gør det af lyst eller naturligt. Hvad al anden træning har med dét ene begreb at gøre forstår jeg ikke, for al anden træning anvender andre begreber og navne, og har altid gjort dette. Hvor ofte har jeg ikke, af jer, og måske særligt af dig ninjamor, fået at vide at jeg skulle se ud over min egen næsetip, smide mine fordomme og forudindtagede holdninger til moderne begreber og forklaringer, og forstå hvad der ligger bagved istedet? Seneste hint jeg gav hvad den slags angår, lå i at shaping, for mig, alle dage har været mere eller mindre synonymt med klikker og targets og lignende. Ganske uritisk iøvrigt, bare ikke noget jeg kan bruge for at lave en "færdig" jagthund. Betyder det at jeg ikke ved, og ikke sagtens kan forstå at det ikke er det eneste shaping ér? Næppe, kan vi vel godt blive enige om. Jeg finder det mildest talt umanerligt morsomt at forståelsen, eller for det mindste viljen til at ville se andet end ens egen dæmonisering af et simpelt ord der har været anvendt i mere end en menenskealder, ikke går begge veje. Det er alle os fæle jægersmænd der skal ændre vores begrebsverden, for at passe ind i jeres, fuldstændig uagtet at "jeres" begrebsverden er kommet til langt senere, og i bund og grund blot dækker over de samme ting, blot procesorienteret. Fred være med dét, som jeg skrev til ninkamus, så var hele debatten omkring tvangsapportering forudset. Vi har så også haft den et par gange nu. Who cares, det gør ikke jeres shapede apporteringer til noget bedre end en tvangapportering. Om i nægter at erkende det eller ej er mig fløjtende og evindeligt ligegyldigt, jeg griner bare lidt mere for hver gang det benægtes.

Det er alt andet end ligegyldigt, på jagt, når du bevæger dig igennem terrænet til den næste såt, eller for dem der har flere hunde med der skiftes rundt afhængig af opgaverne. Og hvor meget koncentration kræver det egentlig af hunden, at gå en nogenlunde jagtrelevant fri ved fod? Det kræver ikke en skid.

det har jeg heller ikke. Jeg har beskrevet en tvangsapportering, og udeladt med hvilke metoder du ønsker at gå frem Shaping er, for mig, fuldstændigt ukritisk bundet op på targets og måske også en klikker. Og med den stædighed andre nægter at se at det de gør, faktisk er hvad jagthundefolk i adskillige årtier har kaldt tvangsapportering, med samme stædighed nægter jeg at shaping kan være andet end targets og klikker. Og sådan er dét bare

Jeg har et par enkelte bøger tilbage fra 30'erne. Eller bøger er meget sagt, det er sådan set artikler fra diverse tidsskrifter fra dengang, der er blevet samlt sammen i tidens løb. Det mest interessante ér, at det der beskrives dengang, er hvad vi er ved at finde frem igen. Nu under nye betegnelser, og med en masse begrundelser i psykologi og studier og hvad har vi... Og hvorfor ændre en betegnelse alle jagthundeførere véd hvad dækker over? Det har altid heddet sådan, og det gav rigtig god mening, med tanke på sprogbruget for 70 år siden generelt. Hunden apporterer ikke af lyst eller naturligt, altså må vi lære den at gøre det alligevel = tvang. I andre dele af vores liv i dag, har vi jo samme sprogbrug: Ungen gider ikke æde = det skal ungen sgu = tvang eller på en anden måde: Vi er tvunget til at..... eller: jeg gennemtvinger mit behov for en apportør, også selvom jeg står med en hund der ikke gør det naturligt eller af lyst Og sådan kan man jo blive ved Doggie-zen er endnu en af de der popfænomener, når de gamle jagthundebegreber som f.eks. afstandsbelønning ikke var fine nok.

Det er der egentlig ikke noget selvfølgeligt i. Jeg kunne ikke drømme om at shape en apportering. Slet ikek fri-shape eller hvad det hedder (??) Og jeg kender virkelig ikke én eneste dygtig træner, der træner med henblik på jagt eller noget der minder om, der kunne finde på det.

og igen er vi tilbage i at der anvendes moderne beskrivelser og definitioner af træningsmetoder, ifm. en efterhånden ældgammel betegnelse der IKKE dækker over nogen metodik som sådan. Som forklaret mange gange tidligere så skelner man (og det gjorde man også "dengang") mellem lystapportører, og tvangsapportører: Hunde der apporterer af lyst, og kan fortsætte med dette hele dagen 522½gang hvis man beder den om det, akkurat så villigt som den gjorde det første gang på dagen og så hunde der egentlig ikke finder apportering som jordens fedeste beskæftigelse. Ja før de blev trænet var der sku ikke engang fest med at slæbe rundt på ting. Tvangsapportørerne. Dem der skal lære at bære. der skal lære at holde fast, der skal lære at hente og lære at bringe, og forhåbentlig også lære at holde af det. Så kan i putte nok så mange negativt ladede tolkninger i det, nok så mange moderne forklaringer og træningspsykologi og hvad har vi ind i det, for at forklare at man sagtens kan indlære den slags med lyst.... surprise. det ved jeg godt, og det vidste man skam også "dengang", hvorfor man allerede dengang skrev i lekturen at man ingen andre steder i træningen havde brug for mere ros, tålmodighed og tilbageholdenhed... Derfor har det i jagtverdenen stadig alle dage heddet tvangsapportering, og det ændrer sig sgutte lige med det samme, uanset om folk vil vedkende sig at det faktisk ér det de har gang i, eller ej....

Det har jeg gjort mange gange før, men folk herinde har meget svært ved at læse ordet "tvangsapportering" med andre briller end at man fysisk og med ganske megen magt tvinger hunden til alt der på nogen måde kan forbindes med apportering. Imidlertid bør det læses som: "indlæring af apportering, i apporteringsuvillig hund".... forstået som: Det her er altså noget den bare skal lære, om den nu vil det eller ej...punktum. (heraf tvang ) Husk på at hele begrebet tvangsapportering, har været anvendt i mere end en menneskealder, derfor skal man altså også læse det som man nu engang anvendte sproget dengang. (og den måde anvender flere af os altså stadig sproget. Hvis én af mine spejdere nægter at spise mad en hel dag, så tvinger jeg ham sgu til det. Uden på nogen måde at bruge fysisk magt) Fakta er at noget af det ældste såvel som noget af det nyere lekture jeg har på hylderne omkring jagthundetræning, beskrives tvangsapportering med de indledende ord nogenlunde således: Intet sted i jagthundetræningen har man brug for mere ros, overblik tålmodighed og tilbageholdenhed, end i tvangsapporteringen Ikke ordret, men cirka hvad jeg husker, i nutidigt sprogbrug. I selvsamme lekture, er indlæringen beskrevet ikke ulig hvad man i dag kalder baglænskædning. Mere eller mindre ihvertfald. Man starter med at lære hunden overhovedet at have noget i munden. Det er ikke alle racer det ligger ligefor ved. F.eks. er nogle af de stående racer ret ofte problematiske omkring det her. Næstefter lærer man hunden at holde fast. gradvist at blive ved med at holde fast mens man går rundt om, mens man går med hunden, osv osv. Så skal den nok have lært at samle op. siden at samle op og bevæge sig imod dig/hen til dig e.l. Siden at hente. På et eller andet tidspunkt skulle man gerne være nået dertil hvor man kan tale om en egentlig apportering, som man så gradvist kan øge sværhedsgraden på. Alle delelementer er altid blevet kaldt, og bliver det iøvrigt stadig, tvangsapportering. Så kan alle andre kalde det akkurat hvad de vil, og føle sig hellige, "for det er ihvertfald ikke tvangsapportering de har gang i, som de der fæle jægere".... men jo. Det er det sådan set. "vi" har bare ikke hældt den gamle vin på nye flasker Givetvis er der sikkert jagthundeførere der kører en helt anden linje hvad det her angår, men det er vist ikke kun jagthundeførere dét kan siges om.

Tror du læser tråden en del anderledes end jeg gør. ...og indenfor lydighedstræning, iøvrigt. Alene en "hold fast" øvelse, er tvangsapporteringstræning. Tankevækkende..

Tja. Vi bruger nu fri ved fod hver gang på jagt... og adskillige kilometer bliver det dælme også til på den måde. Jagtrelateret fra ved fod og lineføring er så en del anderledes end det vi ser til lydighed hvor hunden er klistret op af ens ben og nakien nærmest brækker for at opretholde øjenkontakt. Men 45 min i cirkel.... kunne være den træner burde tænke lidt mere ud af boksen

I know. Lidt har jeg da bevæget mig rundt i årenes løb. Langt fra. Det minder, for den der ikke ved ret meget om det, lidt om det frie søg vi anvender med efterskudshunde. Minder om....lidt....med et lukket øje, og nogen gange 2. Men apportering, langt fra. Apporteringer er altid på noget hunden har set falde. Også kaldt en markering. Det kan så også være en dobbeltmarkering, triplemarkering osv osv... men fælles er, at hunden har set det falde, og selv husker hvor skidtet ligger. Den får så lov at hente i rækkefølge, og skal selv løse opgaven. Er der tale om blinde markeringer, altså noget hunden ikke har set falde, så dirigeres der. Så er der i min terminologi, ikke tale om apportering, men dirigering. Hunden løser ikke selv opgaven, men skal derimod slå hjernen fra, og rende som du befaler den, stop, bagud eller til højre/venstre, i snorlige linjer, indtil du beder den om andet. (f.eks. med et søgefløjt, som fortæller den at nu er den i området, så nu skal den slå hjernen (og snuden) til igen. Frit søg er heller ikke rigtig sammenligneligt. Retrievermæssigt sender du hunden ud, og så er det déns opgave. DU har bare at klappe kaje, og stole på hunden. Den kan i reglen alligevel ikke se dig, (og du heller ikke den) og begynder du at kommandere, så dækker den ikke hele området. (som også er noget større end søgefelterne) konkurrencemæssigt afsløres dens afdækning af området af om den har bragt fugle hjem fra alle rækkerne. Der ligger forskellige arter fugle, i de forskellige rækker. Og for den sags skyld også kaniner i forreste række. "naturligt terræn" er også en sjov størrelse, som tolkes meget forskelligt, afhængig af om vi snakker jagttræning, eller lydighedsprogrammer. dybest set, ja. AFstandene er meget forskellige, terrænforholdene ligeså. Og så arbejder vi med både enkelt, dobbelt, triple osv osv markeringer. Altså apportemner der kastes umiddelbart efterhinanden, i forskelligt terræn/vand, og hunden skal huske og hente det hele, selvstændigt.

Der er ikke noget dirigering i en apportering. SÅ nsart du begynder at fortælle hunden hvor den skal rende hen, så er der tale om dirigering, og ikek apportering. Og de lige linjer har du så sandelig også brug for i almindelig apportering. Lige ud- lige hjem. Man er bare ikke så anal med det som ved en dirigering, fordi det er hundens opgave og dens hukommelse man støtter sig til. Ikke ens egen. Interresant? måske ikke. Men nødvendig, ellers taler man forbi hinanden.

forhåbentlig ikke da. Med den slags modediller følger der i reglen ikke ret meget overvejelse eller fornuft med.

Arh Dén er jeg nu ikke enig i. På ingen måde faktisk. Ganske almindelig lydighedsapportering er ikke så pokkers langt fra en jagtapportering. Søgefeltet i lydighed er næsten det eneste jeg ikke ville beskæftige mig med, hvis jeg stod og trænede en kommende jagthund. (dét og så dirigeringen)

For mig, er apportering = lige ud-lige hjem. Og dét i en ruf Dirigering er dirigering. Og det adskiller sig meget fra en apportering, alene i kraft af at du kan afbryde en apportering for at sende hunden på en dirigering (f.eks. en anskudt fugl) (og ikek sammenlignelig med lydighedsdirigering iøvrigt) Og frit søg, er frit søg og heller ikke en apportering. (og heller ikke sammenligneligt med søgefelt i lydighed.) En retrievermand med en 6 år gammel markprøvevinder, har brugt tiden på at træne lige linjer

Jeg har haft brug for helt op til omkring en time, adskillige gange. Og velsagtens mere en gang i mellem. Jeg kigger ikke på uret når jeg er afsted med spejdere m.v. Omvendt har jeg aldrig gjort ret meget ud af at indlære det, andet end at bliv nu engang betyder bliv..... og det gjorde hunden så. Det der oftest er sket, er at den efter en 5-10 minutters tid har lagt sig til at småslumre, indtil jeg gav den besked på andet. Ganske rart at kunne give hunden et bliv, og så rent faktisk regne med at den stadig er der når man vender tilbage til den. Jeg kan sagtens se formålet med øvelsen, men det kræver givetvis at man kigger lidt længere væk end træningspladsen, og andre organiserede områder hvis dét giver mening.

arh. PBC.... Når selv jeg kan forstå hvad der menes med det skrevne, så er det næppe raketvidenskab. Selvom jeg stadig bliver irriteret over at de rent faktisk skriver at de ikke anvender straf. punktum. Men meningen med det skrevne skal man godt nok være vil-blind for at overse

Tak for svaret. Gav heller ikke mening hvis de (dem bag det åbne brev) virkelig mente uden straf overhovedet. Jeg er heller ikke dummere end at den havde jeg regnet ud, derfor irriterer det nu stadig mit øje at se. Bedre havde været helt at undlade det. Den sidste: Jo. Det er for nemt. og når jeg har lidt bedre tid, så vil jeg lige strikke et indlæg sammen der forklarer hvorfor jeg får "den der smag" og det har iøvrigt intet med dét at der er professionelle der blander sig at gøre, men mere med hvordan og med hvilke argumenter/hvilken argumentationsform de blander sig. En gang i mellem virker det lige højrøvet og arrogant nok. Får jeg tid senere i dag, så skal jeg nok forklare præcis hvad jeg mener.

Så har man jo så hørt det nu. Iøvrigt svært at forestille sig at det kan være forkert formuleret. Jeg er absolut enig i, at det ville være for langhåret at gå i detaljer med hvor gråt eller hvidt det er, Ascha. Og der vil jeg slet ikke hen. Det er bare de sædvanlige sætninger "udelukkende positiv træning" og "træner helt uden brug af straf" og tilsvarende der i dén grad skærer i mine øjne, for det første er hvad CM gør, positiv straf hele vejen, eller sådan cirka, ikke og det sidste er vidst en umulighed i sig selv. Og så er jeg egentlig også enig i at dét skriv er temmelig langhåret helt generelt set. Og den der sure smag af rønnebærrene har jeg egentlig også.

Jeg havde lidt hen af de samme tanker. Og så skærer det i mine øjne at der skrives at der ikke bruges straf. Punktum... Udeblivelse af belønning, ignorering osv. Er for nogle hunde en værre straf end et dask over snuden, tænker jeg lige.

tubeplus.me fungerer og koster aldeles gratis Med adblock plus i firefox er der ikke en eneste reklame indtil videre

liggesår? Du mener hård hud, gør du ikke? Liggesår er lidt noget andet. Jeg kan ikke erindre nogensinde at have gjort noget

Desuden har det intet med antal at gøre, men derimod om hvordan vildtet har det, og hvordan det ender sine dage. ENhver der har hørt en hares eller en rås skrig, når det ender sine dage i en eller anden glubsk køters gab, ved hvad jeg snakker om. Og det er endda forudsat at dyret overhovedet ender sine dage der. Jeg har måttet affange et par stykker vildt efterhånden, pga. en strejfende hund, eller en kat der tog munden for fuld med en fuldvoksen Morten. Altsammen fuldstændig ligegyldigt, åbenbart. http://hoersholm.lokalavisen.dk/raalam-skambidt-af-hund-/20130917/artikler/709179001/1180 http://jaegernesmagasin.dk/artikler/lose-hunde-skambider-vildtet-tilbagevendende-problem Jægerforbundet alene modtager over 20 opkald om året http://www.jaegerforbundet.dk/page863.aspx?recordid863=2306 http://www.jv.dk/artikel/1567249:Kolding--Raadyr-skambidt-af-loes-hund-i-Kolding http://viborg-folkeblad.dk/alarm-112/hunde-amok-raadyr-fik-hoved-og-ben-bidt-af Rå med 2 satte lam i området bidt ihjel... Lammene dør jo så af sult. http://www.jaegerforbundet.dk/page651.aspx?recordid651=797 Skov og naturstyrelsen melder at problemet er stigende. Velsagtens fordi et stadigt stigende antal hundeejere ikke er deres pligter bevidst, eller mener at "de har ret til" og "problemet er jo ikke så stort, for fido er jo ikke en jagthund" og hvad har man ellers ikke hørt af undskyldninger. I 2010, hvor bødestørrelsen for en strejfende hund blev større, mente DKK ikke at det ville hjælpe noget. Og det har det jo heller ikke gjort. Og kopieret fra Schweisssporets facebook side "Billedet viser to forbudsskilte... ... men for mange hundeejere virker den med hunden, samt dens tilhørende tekst, atter som et generende tegn på det omgivende danske samfunds "lyst eller tilbøjelighed" til at indskrænke lige netop deres hunds tilsyneladende hævdvundne ret til at måtte færdes hvor som helst, når som helst, og allerhelst u d e n line! Tag nu i dag, for eksempel: Jeg var på vej ud for at lægge et schweissspor til min hund i den lokale statsskov, hvortil jeg har en skriftlig træningstilladelse udstedt af den venlige skovfoged hos Naturstyrelsen. Undervejs møder jeg en yngre gut med en løsgående hund. Adskillige stærkt befærdede veksler krydser skovvejen på netop denne strækning, og ejerens hund markerer fint morgenens friske fært ved at snuppe en afstikker ad vekslerne uden for ejerens synsfelt. Først den ene vej og så den anden vej... Formentlig belært af erfaring skønner ejeren, at det er formålsløst, at få sin hund til at adlyde en ordre, når hans firbenede ven er i fuld færd med at udrede de friske færtindtryk, hvorfor 'Fido' ufortrødent fortsætter sin søgen efter et eller flere af "skovens vilde dyr", som ejeren må formodes at have set et billede af i en eller anden kedelig bog, mens han gik i skole. Godmorgen, siger han, og fortsætter: Er det ikke en skøn, kølig efterårsmorgen!? Godmorgen, svarer jeg og fortsætter. Blot en lille kilometer senere gentager scenariet sig. Denne gang er der også tale om en større hund, der dog (endnu?) ikke er i frit naturligt søg, men 'naturligvis' også luftes uden line. Hunden adlyder fint sit navn, hvorefter den kobles, men derefter slippes igen, da vi har passeret hinanden. I tilgift får den sågar kommandoen 'søg'... Hvad ejeren så i øvrigt må ønske at hunden skal søge efter må guderne vide, for det siges ikke, men ejeren må da siges at have givet sin hund frit valg på alle hylder. Nå, jeg får lagt schweisssporet og vender tilbage til P-pladsen ved indgangen til statsskoven. Her kan vi fint parkere vore biler klods op ad en pæl med skiltet fra billedet. Pladsen tættest på skiltet er ledig, hvilket en fører af en stor firehjultrukket bil i millionklassen sporenstregs benytter sig af. Bagdøren åbnes, og derefter springer to hunde af den samme race som min ud. Hanhunden pisser på pælen på billedet. Herefter går ejeren ind i skoven med sine hunde. Ej heller føres disse hunde i line, men klistermærkerne på bilens bagrude signaliserer tydeligt, at den pågældende ejer er af den helt 'rette støbning'; jæger, hundefører og med hundene under 'fuld kontrol'. Sikke en signalværdi! Gad vide om nogen af disse hundeejere overhovedet har spekuleret på anledningen til, at Naturstyrelsen har opsat disse forbudsskilte eller er vidende om, at vi i Danmark har talrige hundeskove, hvor hundene må luftes uden line? Eller er årsagen måske den, at mange hundeejere efterhånden er blevet bedøvende ligeglade? " EN lille pjece fra naturstyrelsen. Denne er sakset fra århusskovene, fordi den havde jeg lige linket til. Men alt det er ligegyldigt, for hr. og fru fidofamiliehund kan ikke se problemet.

Tja. Du må jo ikke skyde hunden, medmindre den angriber dine egne husdyr. Vildtet er efter lovændringen ligegyldigt. Når der er et par hunde der jævnligt strejfer igennem det samme område, og du i det område ofte finder både halve og hele harer der er bidt ihjel, rådyr der er skambidt og meget andet i dén dur, så havde du før mulighed for at advare ejeren, eller fremlyse hundene hvis ikke du ved hvem ejeren er, om at hundene kan blive skudt hvis de ses strejfe rundt igen. Når så ejeren fattede budskabet, og holdt hundene hjemme, og du ikke længere fandt sønderbidt vildt, og smadrede reder og så videre, så er det sgu rimelig sandsynligt at det var netop de par hunde. Endnu bedre er det naturligvis de gange man fysisk ser en hund eller 2 gå efter vildtet, eller støde dette op i yngeltiden osv. Og ja. Har du sådan en strejfer, og ejeren ikke fatter budskabet, heller ikke efter at have fået leveret hunden hjemtil en snes gange, og igen en håndfuld gange af politiet, så hjælper en afskydning altså unægteligt på problemet, for så er problemet endegyldigt væk. Og hvis ikke du mener det ovenstående ret entydigt forklarer hvorfor det er et problem at vi ikke længere må advare om konsekvensen af en strejfende hund (eller kat), og ikke længere må skyde den strejfende hund (eller kat) så kan jeg godt forstå at du ikke forstår hvorfor det hjalp at skyde Balder. De muligheder der er, med politi osv, eksisterede også før, og blev også brugt før. Når de ikke afhjalp problemet, så var der advarslen. Og var det ikke nok, så var der aflivningen tilbage. De 2 sidste muligheder: advarsel samt aflivning, er nu ikke mulige længere. ALtså er der politiet tilbage. De har ikke tidligere vist sig effektive til den slags opgaver, og de har ikke fået flere penge at gøre det for nu heller. Så det bliver ikke en prioritet for dem at overtage den opgave. Altså er der ikke så pokkers meget tilbage længere. Der er adskillige ting i den sætning der helt tydeligt fortæller mig at du absolut ikke aner hvad du snakker om for mig er der ikke tale om antal vildt. Der er tale om at redde vildtet fra en fuldstændig nytteløs død i gabet af en hund. EN temmelig smertefuld affære for sådan noget vildt, der ikke sjældent ender med en affangning af en jæger, fordi hunden ikke formåede at slå dyret helt ihjel. ENhver der har hørt en rå eller en hare skrige, ved hvad jeg snakker om. Dyrevelfærd? Ikke for vildtet ihvertfald.

Hvis jeg vil beskytte vildtet på min ejendom, så er jeg jo nødt til at hegne hele ejendommen ind med dyrehegn. Eller fårene, eller hestene for den sags skyld..... Hvad der så sker med vildtets frie bevægelighed, er så en helt anden sag. Og hvem skal i øvrigt betale for hegnet? Jeg skriver ikke at der kun er én mulighed = at skyde den. Men derimod at vi har mistet EN mulighed: Muligheden for at advare om at det kan blive konsekvensen. Og ultimativt nautrligvis at skyde den. AT dén mulighed nu er blevet reduceret til at skyde den, uden advarsel som ejeren kan reagere på ved at forbedre indhegning/whatever, eller lade være naturligvis. ALtså at forstå som: efter alle andre muligheder er blevet udtømt, har vi kun én mulighed tilbage nu: vente på det går galt, og så skyde. SKide være med at give ejeren en sidste ultimativ chance for at rette op på noget som helst. Som skrevet mange gange i alle tidligere debatter, og også i denne, så er de øvrige muligheder der eksisterer, ganske enkelt ikke gode nok, altid, og i alle situationer. Balder-gate beviser jo netop dette. Og hvordan kan du dog finde på at opfordre til ulovligheder, hvis du samtidig fordømmer ulovligheder ifm. sådan noget hér? 2 wrongs don't make one right. Og du tager stadig fejl. Man må stadig godt skyde både hunde og katte. Nu skal vi bare vente til de rent faktisk slagter noget, og så sparer vi iøvrigt advarslen væk. Du har stadig ikke forholdt dig til hvordan vi skal beskytte vildtet? ELler ignorerer du det problem?