DKWiechert

Nej. Dét gør jeg så absolut ikke. Jeg har givet udtryk for at der ER individer tilstede, som gør brug af diverse hårde metoder, som der absolut ikke er grundlag for. Men de er individer, og ingen tvinger en til at høre efter dem. Og det ved enhver med en smule forstand og/elelr fornuft jo, så absolut ikke holder vand. Jeg er iøvrigt interresseret i at vide hvem denne "højtrangerende" person er. Gerne via PB, hvis du ikek vil ud med det offentligt. Det er det. Men sådan er det uanset hvad og hvor man tager hen. SImpel fornuft, skulle jeg mene :blink:

Tjaaa... EN hund der ikek er "færdig", forstået på den måde, at en hund der ikke rent træningsmæssigt, og træningsrutineringsmæssigt (dvs. kold vildt osv) er stabil, afprøvet, og sikker, vil meget hurtigt kunne blive presset over evne hvis man slæber den ud på reel jagt. Varm vildt, og den stressfaktor der ER tilstede på reel jagt, har ikek så få gange ført til hunde der tygger og gnasker i vildtet, hunde der "ligepludselig, ud af det blå" begynder IKKE at lystre signaler... Hunde der kører for meget op. Hunde der ikke udfører arbejdet ordentligt. og så videre. Mange hiver gladeligt en 1 års hund med ud. Kræet har dårligt nok prøvet koldt vildt, og slæbes bare med, og forventes at kunen apportere en hel dag... Nogen gange går det godt, men efter hvad JEG kan se "derude", så er der tale om middelmådige hunde jeg selv aldrig kunne drømme om at anvende, fordi de ganske enkelt ikke "leverer varen" Eller der er tale om hunde der slet og ret rent jagtetisk set aldrig burde anvendes. Oftere bliver der tale om hunde der slet og ret "brænder ud" iløbet af ganske få år. Eksempelvis ser vi jo de folk der nærmest med vold og magt bare SKAL have deres hund med i unghundemesterskabet ved retrieverne.... De hunde ser man måske et år elelr 2... Derefter forsvinder de bare. Man ser dem aldrig mere, hverken ude i den virkelige verden, til prøverne, eller til træning. (hundene brænder en sikring, fordi der er blevet gået for hurtigt frem) For ikek at forglemme at man, hvis man tager en alt for ufærdig hund med ud, meget hurtigt kan komme til at få smadret "roen", som er enhver jagthunds vigtigste disciplin. En god jagthund, kan bare ikke trænes op på under 2 år. Uanset racen. Så er der et hav af mennesker der mener noget andet, men lige akkurat dén udtalelse vil jeg betegne som en af de største sandheder i jagthundeverdenen. Og netop med labradorerne, så tager det altså bare lidt længere, før de er færdige i hovedet. mellem 2½ og 3 år, sådan cirka. FØr dét, ville jeg ikke slæbe en lab med ud, og forvente at den rent faktisk skulle yde noget. De "lette" fugle der skydes og som falder lige foran, maks 10 meter ude, i "sikkert" terræn, kunne jeg finde på at sende en ung hund (ældre end 1 år og indtil 2/ 2½ år) efter. Men alt andet, aldrig i livet. En ung hund må gerne tages med. Men så er det for at lære den "ro". Og ikek meget andet.

Du SKAL træne derhjemme. Men at tro at man kan alt selv, og ikke har brug for noget sparring, råd og vejledning, og alt det andet en klub giver en, er noget... hvad hedder det nu..... dumt?? tåbeligt??.... find selv et ord der passer bedre ind, for jeg er lidt blank ligenu :blink: Det kan man ikke, og det HAR man brug for... Medmindre man er villig til at acceptere at hunden bare aldrig bliver som den burde blive.... Omvendt finder man sådan set aldrig ud af det, for man ved ikke hvad man reelt KAN opnå med en hund. Man ved slet og ret ikke hvad der er muligt. Det er en fordom. Nogle steder er der givetvis enkelte trænere, der underviser sådan. Altså ÈT individ, hist og hér, der mener det er sådan der skal læres og trænes... Men dem kan man jo bare "gå udenom" så at sige. Også derfor jeg skrev at jeg ville anbefale dig at tage derud og kigge, og snakke med trænerne osv, inden du melder dig til, for at se om stedet passer til dig. Iøvrigt er dén slags træning et stort "nogo" i DRK helt generelt. (selvom man sikkert stadig vil kunen finde en træner hist og hér der stadig bruger den slags) :blink: Host host!!! Dansk Retrieverklub er sjovt nok klubben for retrievere.... Træningen i retrieverklubben, forudsat at du melder dig til et markprøvehold naturligvis, er jagt-træning for retrievere. Altså racespecifik træning, med trænere med ekspertise indenfor retrievere (herunder også labrador retriever.) Jo mere jeg lærer (og jeg har altså arbejdet rimelig seriøst med hunde siden '90, hvor jeg startede med den første til konkurrence), jo mere grund ser jeg til at være med i en træningsforening/klub/sammenslutning... Ikek fordi jeg kan lære kræet alt dér, selve indlæringen og rutineringen foregår, uanset hvordan man vender og drejer det, stadig derhjemme. Men i klubebrne får man tingene præsenteret, vist, forklaret osv. Og man får afprøvet om det man har brugt den sidste uge på, nu også rent faktisk fungerer. Man får andre øjne på tingene, og får en flok sparringspartnere, såvel som kontakter til mangt og meget.. ALt det ovenstående er, for mig at se, uundværligt, og forbandet meget værd.

Og ellers er der naturligvis min favoritbog over dem alle: A simple approach to gundog training, af John Weller (ikke den amerikanske John Weller btw.) Der er absolut kun godt at sige om den bog. Og så er den endda rimelig letlæst og absolut ikke en mursten af en bog. Henvender sig primært til lab-folket, men er anvendelig af/for alle. Hér kan læses om den: Labradors A simple approach to gun dog training og Her kan den købes: Books & DVDs - Furbabies

Jeg kan kun på det kraftigste fraråde at du begynder at træne det hele på egen hånd. Det er af egen erfaring jeg siger det, og ikke "bare" noget jeg siger :blink: Meld dig til træning ved DRK. (Dansk RetrieverKlub) men tag lige ud at se på stedet først, og snak med folkene, så du kan danne dig et indtryk af om det er et sted du passer ind. Er det ikke dét, så tag den næste DRK på listen. AF mere "overall" litteratur, er der Michael Sands "Jagthundens træning". Den dækker en stor del af aspekterne omkring det, og forklarer sådan rimelig godt hvorfor en given ting er vigtig at tænke på, og huske på. Generelt er det rimeligt fornuftige metoder han skriver om. Men der er også en del punkter hvor jeg må erkende at han ikke helt er opdateret. Når du endelig kommer igang, så tag den med ro. EN labrador er ikke færdig i hovedet førend den er omkring 3 år gammel. Før den er 2, og har grunddressuren helt på plads, og oparbejdet noget træningsrutine på både koldt vildt og dummyer, bør den slet ikke komme med ud. Det kan ødelægge mere end det gavner at slæbe en "ufærdig" hund med ud, for tidligt. Og så er du nødt til at tage en beslutning. Vil du have en apportør, der excellerer i sit arbejde, eller vil du have en hund der kan det meste til husbehov. Begge dele får du ikke. (Jeg ville vælge en fremragende apportør, og så tage en anden hund til drevet)

:shock: Dét kan ik' passe.. Kig liige efter én gang til... :lol: Det er nemlig ikke en kamp, der er værd at tage. Man skal bare huske at sørge for, at der ikke ligger noget i hundehøjde, som de ikke må tage. I bund og grund en ufattelig nem opgave, skulle jeg mene

Jeg spørger igen: Hvad laver du med hunden, for at give den noget fornuftigt at bruge hjernen til? Nej. Hverken samvær med andre hunde, aktiveringslegetøj, leg, nusning, eller gåture er hjerneaktiviteter, og opfylder så absolut ikke en labradors behov. Til gengæld er der så meget fysisk inde i hverdagen, at det nok ville være enddog en meget god idé, at lade hunden få et timeout i løbet af dagen. Giv den et par timer, hvor den ganske enkelt skal forholde sig roligt, skal "kede" sig. Jeg vil anbefale dig at gå igang med egentlig træning af hunden. Giv den noget der for den er meningsfyldt at lave. Det være sig egentlig jagttræning for retrievere, eller lydighedstræning, rally-o eller hvad man nu finder sjovt...... ...så længe hunden får brugt sit hovede til noget fornuftigt.

Hvad laver i da af hjernearbejde med hende? At en hund gøer, gør den kun af én årsag: Den får noget ud af det. Jeg tvivler på nogen kan holde ud at ignorere det væk, men jeg ville sikkert sætte hunden af i dens kurv, når situationerne opstår. Ellers belønne den, når den er rolig og ikke-larmende. Generelt lære den at det er meget bedre at være stille, end at være højlydt. Og så iøvrigt give den noget fornuftigt at lave i dens hverdag. Hverken aktivitetslegetøj elelr gåture, ejhelelr hundemøder, er "noget fornuftigt". I har jer en jagthund. En hund der er skabt til at blive brugt. Ikek en sofakartoffel. :blink:

Jagthundens træning (tror jeg nok der står.... hardcoveret er ved at være... ja det er faktisk næsten helt væk...) Daterer sig i 5. oplag 1975. Første oplag i 71 hvis jeg kigger rigtigt.. Og et hav af jagtartikler, og jagthundetræningsartikler (hele jagtmagasiner) helt tilbage fra ´24.... Overraskende for mange, er det hvad der idag ofte refereres til som "gammeldags metoder", ikke repræsenteret i noget af det gamle litteratur jeg har stående. AF mere moderne bøger er der bl.a. jagthundens træning af michael sand. 1. oplag 03 Det er lidt både/og i dén bog imo. Heri behandles også tvangsapport. Heri skriver han bl.a. dette om tvangsapportering: Der følger naturligvis en gennemgang af forskellige øvelser til de forskellige trin. Indledningsvist lægger han dog meget stor vægt på, at det naturligvis kun kan være nødvendigt for hunde der ikke er lidenskabelige apportører (navnligt stående hunderacer. f.eks. Retrievere bør der ganske enkelt ikek være problemer med)Øvelserne han giver et bud på, er jeg så ikke helt enig i. (sådan forholder det sig ofte i dén bog)

Hvaaaad???? Hjem??? Nuuu??

Gør hun?? Jeg aner det ikke, jeg læser ikke den slags bøger :lol:

Nej du skal netop IKKE lade hende springe op. Du skal jo netop forhindre hende i at gøre det, inden hun overhovedet har tanken at hun nu vil hoppe op. Foregribe begivenhedernes gang. (dét er iøvrigt ét af hundetræningens genveje til sikker succes)

Det er begge stående hunde, og iøvrigt hunde man så absolut bør bruge til noget fornuftigt. Korthår (ihvertfald de linjer jeg kender) har tendens til at være lidt blødere af sind end weimaranere.

Jamen jeg er helt enig. AF samme årsag har jeg for en gangs skyld jo netop også lagt ud med et indlæg, hvori står hvad "jeg og min jagtlitteratur" mener en tvangsapport reelt er. Havde jeg ikke dét, ville én snakke i øst, mens jeg snakkede i vest. :blink:

Nej, det gør man ikke.... Man gør det, hvis man ikke tænker mere over tingene, og ikke ved bedre, men ellers ikke... Jeg ville istedet undgå at sætte hunden i situationer hvor hun kan gøre noget forkert. Er der antræk til at kræet vil hoppe op, så må du være opfindsom, og aflede hunden, så den glemmer at hoppe op. Undlad at give den dét den vil have, NÅR den hopper op. Er det opmærksomhed, så må du jo vende dig rundt, og gå din vej. Derved får hunden ikke opmærksomhed, men er derimod nødt til at "flytte med" så at sige. Man kunne også, inden situationerne hvor hunden vil hoppe op overhovedet opstår, sørge for at hunden er beskæftiget med noget der vil afholde den fra det. Eksempelvis en velindlært "sit" kommando, sat af lidt på afstand, så hunden først kan komem til at hilse, når folk selv optager kontakten til hunden..... i hundehøjde! Uanset hvad, ville jeg gribe ved problemets kerne først: Istedet for at hunden får succes med at hoppe op hver evig eneste gang, så sæt hunden af et sted. Eksempelvis i dens kurv. Kontakt opnåes først, når hunden er rolig.

Det eneste positive ved Cesar, er hans rolige/kølige tilgang til tingene... alt andet end dét, tager han fejl med. Se det er der jo så bare ikke, i den forstand du skriver det. Der er ikke en "altbestemmende" leder/Alpha i en hundeflok. Ejheller i en ulveflok. Det er sådan, at det er dén hund, der i den givne situation har det største overskud, og udviser det største initiativ og tildels knowhow, som de andre hunde følger/adlyder/hjælper. Dén hund kan, afhængig af situation, "emne" og meget mere, sagtens skifte. Og gør det da også. Dét er viden. Ikke mening eller holdning. At en hund ser sig selv som værende i flok med et menneske, finder jeg personligt absurd. Jeg tror ikke en hund er dum nok til at tro et menneske er en artsfælle. Jeg tror nærmere en hund finder livet MED menensker meget givende (hvis vi spiller vores kort rigtigt!!) og alene af dén grund er villig til at indgå et samarbejde med os.

Nu lærer jeg ikke mine hunde at gø, punktum. Så dét kan jeg ikek svare dig på, da jeg aldrig nogensinde har tænkt over det. Hvad apporter angår: Det har jeg heldigvis kun været udsat for én gang. Hund blev sendt afsted på en vandapport om vinteren, og værgrede... Jeg tog hunden under armen, svømmede ud til apporten, stoppede denne i gabet af hunden, og lod hund, inklusive apport, svømme ind igen ad egen kraft. Jeg sørgede for at jeg var derinde først, og modtog hund og apport med ros og leg. Ikke just den mest elegante eller pædagogiske måde, men for dén hund, var det dét der skulle til. Med dét sagt, så ville jeg idag med stor sandsynlighed ikke gribe det således an, da det essentielt drejer sig om at der er gået et eller andet galt et andet sted i træningen, og jeg vil kun have mig selv at dunke i hovedet for det. Skulle det ske, så ville jeg trække på skuldrene, og tænke over hvad præcist der gik galt. Hvilken del af træningen har skylden. Find ud af hvor, ret op på det, og tag træningen derfra én gang til. Problem løst. Jeg ser bestemt heller ikke hundetræning som tvang. Jeg forklarer blot at bare fordi ordet "tvang" indgår i tvangsapport, så betyder det ikke at det er indlært med tvang. Sandt. Og skulle det ske, må man jo spørge sig selv hvorfor hunden ikke reagerede på indkaldet.Hvad har man glemt eller sprunget over, eller for hurtigt forbi. Lige med apporter: Værgrer min hund sig ved f.eks. kaniner, så ville jeg først lave "tricket" jeg beskrev tidligere, få kræet tændt rigtigt godt, og få den "snydt" til at tage kaninen... Er det ikke nok, eller vil den gerne bytte kaninen, så ville jeg slet og ret køre den udelukkende på kaniner et par gange. (hvis og såfremt jeg er sikker på det virkelig ER kaninerne der er problemet, og ikke en anden del af træningen) Kommer hunden ikke helt hjem med apporterne, så må jeg jo sørge for at "trække" den hjem. Simpelthen stikke lidt af hver gang hunden sætter farten ned. Til sidst vil mange hunde være trukket helt hjem, og klar til en aflevering. Erfaringsmæssigt behøver man ikke lave dét nummer ret mange gange med en lidt usikker hund, førend den har fanget at den skal helt hjem, og gerne hurtigt, for ellers stikker mor/far bare af.. Ganske som med "Ro", nu vi er ved det. :lol: Nemlig. Lille sideting. Undskyld min stavning idag. Hold da op nogle stavebøffer/sjuskefejl jeg får lavet....

Prøv at google alt muligt andet.... Jeg har sågar beskrevet at nogen træner tvangsapportering ved at binde snuden sammen i et tidligere indlæg No news there. Lad nu være med at hæng jer i et ord. Det dækekr ikke over en metode, men derimod over at hunden skal apportere, fordi den får kommandoen. Ikek fordi den liiige akkurat dén dag har lyst til det. Fra den litteratur jeg læser. SOm er endnu ældre end hvad man idag kalder "gammeldags metoder" Dvs. 70'erne og endnu tidligere. ET par enkelte moderne bøger. Og et hav af gode jagthundefolk, der har arbejdet med indlæring af bl.a. apport igennem lige fra 1 år, og til en små 40-45 år er det vel ved at være... Pick one. Ikek dermed at forstå at jeg ikke kender den anden udlægning af det. For det gør jeg. Endda rigtigt godt. I min diskussion hér, er jeg fuldstændig ligeglad med metoder osv. For de varierer ligesåmeget som der er folk til stede, og har intet, absolut intet med meningen bag tvangsapportering at gøre. Jeg diskuterer indholdet: Målet, og årsagen til at man overhovedet har noget der hedder tvangsapportering. Se det ved jeg ihvertfald godt, for vi har faktisk diskuteret den her én gang før, du og jeg (elelr ihvertfald et tilsvarende emne) :blink: Jeg gør ihvertfald. Ved ikke med Drentsche, men siden hun skrev det, så vil jeg da mene jo. Og læser man i tråden, så er der en enorm forskrækkelse over ta man overhovedet vil anvende et ord, hvori ordet "tvang" indgår, ifm. en simpel men meget essentiel del af jagthundetræningen, som man sagtens kan træne, uden nogensinde at have været i nærheden af fysisk at tvinge kræet til noget som helst. :5up::5up::5up: EN ting mange "glemmer" at lægge vægt på. En anden ting er overhovedet at lade hunden samle alt muligt op, og ikek kun dummyerne/boldene, whatever... Næh... kommer hunden med tøflerne i munden, så får den sørme et "nej" elelr endda skældud. Hvorfor ikke klappe sig selv på brystkassen, få hundne heeelt op i fjæset, ogg få den til at aflevere pænt, og med masser af ros istedet? Sådan får man en hund der med STOR glæde henter, bringer, og afleverer alt den nogensinde kan blive sendt på. Og den afleverer det HELT hjemme, og ikek på jorden en halv meter foran føreren.

Være bare dét :blink: Jeg har jagthundelitteratur fra 70'erne, hvor tvangsapport bliver indlært som jeg beskrev. Same thing. Om du kalder det tvangsapportering, elelr konsekvensapportering, er et fedt. Det er samme ting der ligegr bag: Sendes hunden, så SKAL den samle op, og iøvrigt komme hjem med det igfen, uagtet hvad det er, om så det er et kadaver du sender den på. Uagtet hvor det er, om så det er i en mødding SOm jeg ovenfor skrev. Det du beskriver hér, altså hvad angår hvad du har set begrebet brugt som..... Det samme kan jo siges i kvælerhalsbåndstråde..... sele-tråde.... ELelr for den sags skyld tavle-tråde, og meget meget mere. Det der ligegr til bund for at man tager afstand fra det, er et ord. Og et ord som for mange år siden dækkede over en grundtanke at hunden skal apportere, når den får komamndoen, uagtet hvad det drejer sig om.... Sidenhen fik det en mere direkte betydning, at man indlærte apportering med direkte tvang.... og senere igen, er vi røget tilbage i at en tvangsapportering er at hunden konsekvent skal apportere når kommandoen falder. Også selvom det drejer sig om ting den egentlig ikke er vild med at hente. SÅ kan du kalde det konsekvensapportering alt det du vil... Det er jo akkurat det samme.

Tjaaa... Sådan er der så meget... Det hedder nu engang tvangsapportering, fordi hunden ultimativt skal apportere fordi du siger den skal, og ikke fordi den lige pt. har lyst til det. Den skal samle kragen op, fordi du sendte den på den. Og ikke fordi den lige netop idag faktisk gerne vil tage kragerne.. Let nok med en retriever, og eager to please genet og alt det der.

DU kunne jo så også bare svare: "Nej.. det er en blanding".... SÅ har du besvaret spørgsmålet, uden at lyve, og uden at bidrage til at holde forkerte oplysninger i omløb.....

I er allerførst nødt til at se "tvangsapportering" som jeg før beskrev, som et begreb der dækker over at hunden på sigt skal lære at apportere alt, når som helst, hvor som helst. Også selvom den egentlig helst ville lade være... PÅ SIGT! Det er ikke et begreb der dækker over en metode. Nogen folk har før i tiden anvendt enddog meget kreative metoder. Tape om munden og meget mere... ANdre har gået med hvalpen, som fik et stykke vildt i munden, med en hånd liiige akkurat i rækkevide af vildtet, og med masser af ros. Slap hunden vildtet, blev det grebet, og ført tilbage til munden af hunden, og tog hunden vildtet igen, blev der rost og rost og rost igen.... Mange veje til samme mål. EN anden beskrivelse er i mit svar til Berner. Indlæring af tvangsapportering er du imo nødt til at gøre via lysten, ganske som med alt andet. Det er ikke meget anderledes end når man lærer hunden "bliv".. Bare noget andet indhold. Har jeg en hund der ikke gerne tager for eksempel krager, så kan jeg finde på at sende den på måske 5-6 duer, og gerne med masser af konkurrence fra en anden hund samtidig, så den er godt tændt.... Så sender jeg den på en krage, og skulle den tøve, så stikker jeg lynhurtigt af, samtidig med jeg giver et hjemkald. Lur mig om ikke kræet ret hurtigt vil hjemad, men den kan stadig huske at den egentlig skulle samle noget op, og vupti: Kragen tages med hjem, for den var lige i nærheden, og nem at tage. Når så hunden er nået hjem, og egentlig gerne vil af med fuglen igen, så må den liiige vente lidt med at aflevere... Dén tid forlænges så løbende. Også ved apporter på andre fugle. Ja hunden kan jo egentlig ligeså godt få lov at slæbe et dyr HELT hjem. Mens man går med den fri ved fod.. SKulle den være tæt på at smide dyret, så tager man selvfølgelig dyret fra den INDEN den slipper. Tiden den går med dyret, vil af sig selv blive længere og længere... Lige indtil den dag hunden sidder med noget i munden, til du har bedt om at få det afleveret.... Vupti: Tvangsapportering, og "hold fast", som reelt er 2 sider af samme sag.

Ja. Det gjorde jeg. Hun ligner det som folk uden reel kendskab til racen nogengange anser for at være en formel 1..... Måske..... Og hvad gør det nemmere at kalde hende dét?? "Formel 1" kontra "Blanding" Øhmmm... Det første er direkte løgn Og det sidste indeholder akkurat lige så mange tast-anslag som det første, men er rent faktisk sandt...... :hmm: Ja undskyld, men så er jeg nødt til også at spørge igen: Gør det hunden mere "værd" for nogen som helst, at du kalder hende noget, der ganske enkelt ikke er sandt? Eller får du noget ud af at bidrage til at holde forkerte oplysninger i live? Jeg forstår det simpelthen ikke.

Tvangsapportering er at lære hunden at apportere alt, ukritisk, og spontant, Også selvom den egentlig ikke liiige har lyst til at samle eksempelvis krager op lige præcis dén dag. Der er ikke tale om at tvinge hunden til noget, men at lære hunden at samle ukritisk og spontant op. Uanset hvad det drejer sig om. Der er ikke tale om metoder.