Aussiepower!

Jeg havde slet ikke tænkt på legeknurren i den her sammenhæng, men det må de selvfølgelig også alt det de vil. Mig og Chivas knurre også af hinanden når vi leger trækkeleg Men ellers så bruger jeg faktisk også meget knurren, som et signal til mig selv, om at hjælpe den knurrende hund, er det ude, hvor jeg ikke kan kontrollere omgivelserne, gør jeg mit bedste for at fjerne den knurrende hund fra siturationen og aflede den. Er det hjemme og der bliver knurret fordi en af de andre kommer for tæt på når man ligger med noget rigtig lækkert, giver jeg den nysgerrige besked på at fise af -men det er nu yderst sjældent aktuelt vil jeg så sige. Men når Ozzy knurre af Chivas for at bevæge sig rundt (usikkerhed) eller Joya knurre af Ozzy, for at ville "være med", især i sofaen (ressourceforsvar og dronningekomplekser.. ), så er det den knurrende hund der får besked på at fise af, især Joya får besked på at pakke sammen i de siturationer, for det skal hun ikke have noget ud af! Med Ozzy er det mere fordi det er et irritationsmoment, især fordi Chivas er pisse ligeglad med ham, så der er ved Gud ingen grund til at ligge og knurre, bare fordi han tillader sig at bevæge sig rundt inden for et par meter af ham, det bliver temmeligt trættende at høre på i længden...

Det kommer helt an på hvorfor de knurre... Knurre de af børn eller hunde ude på tur, tager jeg dem selvfølgelig væk fra siturationen, men jeg skælder ikke ud eller lign. Ligger de med noget rigtig lækkert herhjemme og en af de andre er lidt for nysgerrig, er det naturligvis også helt ok at knurre. Men jeg bliver ret træt af det når Ozzy ligger i en kurv og knurre, når Chivas kommer inden for 2 meter af ham -uden ellers at have nogen interesse i Ozzy eller kurven overhovedet, så det kommentere jeg næsten altid på, af ren refleks, lige ved Ozzy går stortset alt hvad man siger så temmelig meget hen over hovedet på ham, så det er ikke noget der har nogen effekt, medmindre jeg siger GÅ! Hvilket jeg gør når det virkelig er for meget. Det samme med Joya, hun får også besked på at gå, når hun sidder i sofaen og troner (og knurre) over Ozzy, hvis han forsøger at møve sig ind, den slags gider jeg simpelthen ikke. Men ellers nej, så stopper jeg ikke knurren.

Selvfølgelig, det kan være en jungle at finde rundt i, når man er ny og bestemt dejligt at I sætter jer ind i det og vil gøre det så godt som muligt :5up: Men ja, både for lidt og for meget, kan være et problem. Så fokusere på hvad I i jeres familie har brug for og har af forventninger at jeres hund skal kunne og så skynd jer langsomt :blink:

Det gør der muligvis, men pas nu på at I ikke giver både jer selv og hvalpen stress over at skulle nå alt muligt i socialiseringens navn, som I dybest set ikke har brug for, i jeres hverdag. Ja, hun skal ud og opleve en masse, men hvis I fx aldrig køre med tog, så er der altså ingen grund til at stresse over at skulle nå at vænne hvalpen til togstationer og togture, inden den fylder 16 uger Hvis I får givet hvalpen en god socialisering, på de ting, I som familie normaltvis vil få brug for at hun er vandt til, vil hun få en god nok ballast til at hun burde kunne klare en togtur senere hen, hvis I pludselig skulle få brug for det alligevel.

I princippet, er jeg også så doven at jeg ikke gider at tørre dem (deraf regntøjet jo ) men jeg er simpelthen også for doven til at skulle rende og støvsuge de regulære sandkasser, som min efterlader i stuen, op, flere gange om dagen, der er seriøst intet "fin lille sandbunke" over det mine hunde efterlader på gulvet -heller ikke selvom de bliver tørret med både håndklæde og blower og får en tur med børsten, så formår de alligevel at gemme skidt nok i pelsen, til at fylde en sandkasse, og ja, der drysser ganske rigtig af, af sig selv, men så ligger det så også i et pænt lag over hele gulvet, og det gider jeg heller ikke, jeg er ultimativt doven, derfor regntøj. -de slipper, når vi køre ud og går andre steder, så kan de drysse af i bilen, det er til at have med at gøre, men på stuegulvet gider jeg det squ ikke rigtig, hvis jeg kan blive fri.

Tænker at man kan få dem både med og uden fòr. Chivas og Joya's regndragter, er der et tyndt fòr på indersiden, men det er som sagt ikke noget de bliver varme af, selvom de løber og bevæger sig akkurat som når de ikke har noget på. Så i den forstand tror jeg ikke at de "holder varmen", men har hunden tendens til at fryse, hjælper de jo med at holde varmen, i og med at hunden ikke bliver våd og på dén måde bliver kold. Ozzy vil uden tvivl både dø af ubevæglighed og varme, hvis han fik dragt på, han har monster tyk pels og samtidig kan han ikke lide at have noget på, sele kan næsten være nok til at gøre ham ubevægelig, så han har kun et regndækken (også med tyndt fòr), til hen over ryggen, til hvis det virkelig siler ned (og ikke er for varmt) eller hvis de sner, han er lidt ved at dø de første par meter, når han har det på, men så glemmer han det igen, og bevæger sig normalt. Men jeg er nu stadig glad for at det kun er én hund, jeg behøver at bruge en halv time+ på at tørre og børste (ellers filter han forfærdeligt), når vi kommer hjem fra tur i virkeligt møgvejr og jeg så kan nøjes med at bruge ca 10 minutter i alt på at tørre poter og det bagerste af maven på de to andre.

Og jeg kan ikke se problemet i at forsøge at minimere svineriet, så længe hunden er ok med det, derfor finder jeg det nedladende at trække på skulderne/ryste på hovedet af det.

Personligt er jeg ret ligeglad, men uanset hvad du måske eller måske ikke har til hensigt, med dit indlæg, så lyder det altså ret nedladende, især når du smider den her: ind...

Hvor er du fantastisk nedladende nogle gange.. Og hvis der er noget der lugter og sviner, så er det squ da katte, men sådan er vi jo forskellige

Jeg tænker at grunden til at mine hunde forbinder bur med ro og sovetid, er fordi de fra dag 1, de kommer herhjem som hvalpe, sover i lukket bur ved siden af sengen, simpelthen for renlighedens skyld, da jeg sover som en sten, når jeg først sover, så jeg lægger ikke mærke til hvad de evt render og laver i løbet af natten, men er de i bur, så siger de til når de skal ud. Det har aldrig været noget problem, buret står lige ved siden af min side af sengen, så jeg kan tale til hvalpen og om nødvendigt stikke et par fingre ind til den. Joya, som er den sidste hvalp vi har haft, er det så faktisk ikke lykkedes at vænne af med at sove i bur om natten, selvom hun nu er 5 et halvt år Så hun har et stofbur stående ved siden af sengen, lågen er lukket, men der er en flænge i stoffet, i lågen, som hun går ind og ud af, det ligger helt fast når det er sengetid om aftenen, så står hun først foran døren til soveværelset og venter og så snart den bliver åbnet, så går hun direkte ind i sit bur, en gang i mellem, kommer hun ud kort tid efter og skal lige op i sengen og sige godnat, men så snart vi siger "Joya, gå i seng", så hopper hun ned og daffer ind i sit bur Med Flica, som jo var voksen og ikke bur-vandt da vi fik hende, kan jeg huske at det blev indlært i forbindelse med konkurrencer, hun var ikke glad for bur i starten, men tilgengæld var hun madglad, så hun blev lukket i bur med et eller andet lækkert, og lukket ud igen 1-2 min efter hun var færdig med at spise det (og stadig i ro) det blev vist bare gentaget x antal gange så vidt jeg husker og så blev hun også så glad for bur til konkurrencer og lign. at jeg ikke kunne komme til at slå det op uden at hun blev ved med at forsøge at gå ind i det inden jeg var færdig Vi har aldrig brugt bur til hende her hjemme, udover de sidste par nytårsaftner, efter vi var flyttet herover, hvor der er væsentligt mere fyrværkeri end hun havde været vandt til de sidste mange år, der satte vi et stort stofbur op i stuen og smed et tykt tæppe over og så kom hun derind, når hun kørte sig selv for meget op, det virkede på to måder, dels gav buret hende naturlig ro og tryghed, og dels begrænsede det hendes mulighed for at vandre rundt og på den måde holde sig selv fast i angsten for fyrværkeriet. Chivas har også sovet i bur da han var hvalp og han var faktisk også i bur når han/de var alene da han var helt lille, og i mange år havde vi et stort metalbur stående åbent, som han ind i mellem sov i (af sig selv) når vi var hjemme (det gjorde Flica forøvrigt også, selvom vi aldrig brugte bur til hende, udover de par nytårsaftner, som nævnt ovenfor), og som han også altid skyndte sig ind i, når de skulle have deres "alene-hjemme-tyggepind" også længe efter at buret aldrig blev lukket mere, men til prøver og konkurrencer, vil han faktisk helst ligge for mine fødder, der kan han sagtens ligge og slappe af og sove, selvom folk og hunde render lige forbi ham, han slapper også fint af og lægger sig til at sove, hvis jeg smider ham i bur, når vi er ude til konkurrence, men der skal han lige overbevises om at han altså skal gå derind

Jeg har aldrig haft problemer med at mine hunde stjæler fra bordet når vi spiser, men min tæve var en strid djævl da hun var hvalp og unghund, til at afsøge køkkenbordet for krummer og tømme bordet i udestuen for kattemad, da vi havde kat, hold nu kæft hvor fik hun skideballe over det mange gange -uden effekt, problemet med den slags er jo at det er en selvbelønnede adfærd, så så længe der er noget på bordet, kan det jo betale sig, så skidt med skæld ud'ne, mente Joya (har aldrig haft det problem med nogle af vores andre hunde, der har de været nok at råbe højt en gang eller to i gerningsøjeblikket, så har de ikke siden forsøgt, men Joya blev ved og ved.. ) Hun er holdt op i dag, men kun fordi vi i lang tid, virkelig var påpasselige med ikke at efterlade en eneste krumme på køkkenbordet, så det ikke kunne betale sig for hende (og vi har ikke kat mere, så det problem er også løst ) Men ellers enig med de andre, dels er det meget at forlange når I sidder ved sofabordet, lige i hapse højde, og dels er I simpelthen for uopmærksomme, når hun får succes med det 5 gange i træk -og jo flere gange det lykkedes hende at hapse noget, jo svære bliver det at vende hende af med det! Og så træn nogle "nej" øvelser, hvor hun aldrig får den godbid der bliver sagt nej til, men bliver belønnet med en anden, når hun respektere nej'et. Så pest-agtig og tyvagtig som Joya var da hun var yngre, så kan jeg alligevel tabe en bøf på gulvet i dag, uden at hun røre den, hvis bare jeg siger nej og det er altså en virkelig nyttig ting at kunne, for nogle gange er det måske brandvarmt det man taber og nogle gange er det måske en panodil eller lign. der ryger på gulvet... Men en anden ting jeg tænker, er om den hun simpelthen ikke går og er skide sulten altid? Er der ikke noget med at hun primært får dåsefoder? Med det forhold hun tilsyneladende har til alt spiseligt, kan jeg altså ikke lade være med at tænke, om noget at det ikke simpelthen skyldes at hun er sulten? Dåsefoder består jo mest af vand, det mætter jo ikke vildt meget, så jeg tror altså godt at nogle af jeres problemer kan ligge der.. Og så lige en løftet pegefinger: Ingen slalomtræning med en 12 ugers hvalp for pokker da!

Tillykke :tillykke:

Det kan klart anbefales! Elsker virkelig at de næsten ikke skal tørres, selvom det er pisse møgvejr Og Chivas og Joya virker på ingen måde generet af dem, de har fuld bevægelighed og holder sig på ingen måde tilbage i deres udfoldelser, selvom de har dragterne på, og de virker heller ikke til at få det for varmt, jeg bruger dem selvfølgelig ikke i 25 graders lummervarmt sommerregn, men ellers -og Chivas kan også fint lette ben

Mine har regntøj fordi jeg er en doven skid.. Jeg hader pladdervåde og beskidte hunde når vi kommer hjem fra tur, så når det er rigtig lortevejr, så bliver de hældt i deres regndragter, selvom de har pels nok til at holde varmen og jeg aldrig har observeret dem fryse, men jeg nyder virkelig at kunne tage regntøjet af dem og så er de rene og tørre indenunder, selv om vi har gået i mudder og sjap og silende regn. Det er bare nogle billige overalls fra zooplus, men de fungere super godt til det jeg skal bruge dem til, og sidder godt på hundende. Derudover har de nogle billige regndækner, der bare dækker ryggen, hvis vi går i regn eller især sne faktisk, på asfaldt og lign, hvor de ikke bliver så snasket til nede fra, de bliver dog ikke brugt så tit, men jeg var nu glade for dem sidste år, hvor vi gik aftentur i det fineste snevejr, store snefnug dalede fint og stille ned, men sådan nogle store snefnug kan virkelig også gøre sådan en hundepels helt gennemblødt, når de bare ligger sig på ryggen af dem, så der var jeg glad for dækkenerne De får aldrig dækken på for kuldens skyld, de har som sagt god pels. Men jeg overvejer godt nok at investere i et af de berømte Back on Track dækner, nu hvor Chivas er nået lidt op i alderen, især nu hvor vi er aktive med træning igen, ville det sikkert være godt for hans "gamle" knogler. Chivas og Joya i deres regntøj:

Du kan slet ikke sammenligne de to ting. Min den gamle tæve, som desværre ikke er mere, hun var også en gang oppe at slås med en anden hund på træningspladsen, som i virkelig slås, så de måtte flåes fra hinanden fysisk og den anden hund lige måtte en tur omkring dyrlægen, fordi min tæve havde ramt med en hjørnetænder lidt tæt på den ene øje (men det var ok), min tæve kunne overordnet set med alle hunde, og var langt hen af vejen meget overbærende, selvom hun ellers var en lidt bestemt dame, men når det var alvor, så tolererede hun bare ikke noget fis! Og den anden hund hun var oppe og slås med, kunne helt enkelt bare ikke med andre hunde, og knurrede og lavede udfald så snart andre hunde, isærdeleshed tæver, kom inden for et par meter af hende. Det blev min tæve selvfølgelig lidt træt af i længden, eftersom hun aldrig havde gjort den anden hund noget, eller i det hele taget havde været tæt nok på den til at gøre noget, så de udviklede sig naturligt nok, til ærkefjender, og vi var, begge parter, opmærksomme på at holde en vis afstand og tage hensyn til hinanden (vi gik til træning sammen), men en dag glippede min opmærksomhed i 1 sek. og de to røg i flæsket på hinanden.. Men, den episode, har aldrig givet anledning til bekymringer på hjemmefronten, hvor vi i de ca 12 år vi havde glæde af min gamle tæve, nåede at få 3 hvalpe, 2 voksne hunde og en unghund i kortvarig pleje, samt et kuld hvalpe på en anden tæve, der var aldrig problemer og hun vil virkelig manglede næste gang vi får en hvalp i huset!

Helt enig med Luckykuna

Dejligt du føler dig lidt mere tryg. Til en anden gang, så ville jeg, hvis det var mig, i stedet for at bede den gamle om at stoppe, som er det jeg læser I/din mand gjorde? Så ville jeg fjerne hvalpen fra siturationen, og på den måde dels støtte og tage noget af ansvaret fra den ældre hund og dels være med til at lære hvalpen at nok er nok, hvis den ikke umiddelbart reagere på den ældre hunds besked. På den måde kan I være med til at undgå at sætte den ældre i en situration hvor hun får sagt for kraftigt fra, hvis hvalpen er lidt "tungnem" eller overmodig, som nogle hvalpe godt kan være.

Nu har jeg valgt at koge dit meget lange svar ned til disse spørgsmål, og svare helt enkelt: Nej, jeg stoler ikke 100% på at nogle af mine hunde, hverken dem jeg har nu, eller dem jeg har haft tidligere, ikke vil kunne finde på at sige fra, hvis børn eller andre opsøger dem når de står bundet eller på anden måde er alene, præcis derfor er det aldrig tilfældet! Mine hunde bliver aldrig bundet af alene, uden opsyn, netop fordi, jo jeg mener hunden har ret til at sige fra og jeg forventer faktisk den vil gøre det, MEN, for det første kan den, især ved børn pga deres højde, forvolde stor skade og, for det andet, så mener loven jo altså noget andet end jeg mener, og uanset at jeg måske ikke synes at loven er helt retfærdig, så er den som den er og det er mit ansvar at overholde den og sikre at min hund ikke kommer i en situration, hvor den føler sig presset til at sige fra og dermed risikere at skulle betale for det med sit liv... For nej, en hund skal ikke finde sig i alt, efter min mening, derfor må jeg holde dem ude af den slags siturationer.

Jeg siger jo heller ikke at du ikke føler som du gør, eller at du ikke må føle som du gør, for den sags skyld.. Som jeg læser det du skriver, virker det bare på mig som om at du gør det svære for dig selv, end nødvendigt, ved at spekulere SÅ meget over det, som det virker til du gør, det er på den måde jeg mener at du overdramatisere og måske ser problemer, som jeg, udfra det du ind til videre har beskrevet, ikke rigtig kan se. Men det er naturligvis helt op til dig selv, jeg ville egentlig bare sige at det du har beskrevet ind til videre, på mig slet ikke virker unormalt, eller problematisk.

100% enig med PBC, lad dog for pokker være med at sætte din hund i de siturationer når du ved den er utryg ved det... Hold den væk fra andre folks børn, altid! Og lad være med at binde den af uden opsyn, jeg synes ærlig talt at du gambler en del med din hunds liv her, du har vel hørt om hundeloven? Og var jeg forældre til nogen af de børn, ville jeg godt nok heller ikke være imponeret...

Det er altså overhovedet ikke unormalt at voksne tæver ikke rigtig gider hvalpe det første stykke tid, hanner er faktisk ofte bedre legeonkler. Men umiddelbart synes jeg ærlig talt at det lyder til at du overdramatisere lidt og gør hele sammenføringen til et større problem end det egentlig reelt er. Jeg ved godt at du har læst og fulgt med i, at Korvis har hendes hvalp og voksne tæve adskildt af gitter og kravlegård, men som hun også har nævnt et par gange, så har hendes voksne tæve desværre heller ikke et helt normalt forhold til andre hunde. Din tæve har boet sammen med en anden hund (problemfrit, går jeg udfra?) og lyder udfra dine beretninger umiddelbart som en rimeligt normal, ældre tæve, og de kan godt være lidt bestemte, men omvendt er det jo også det hvalpen lære af og som en anden nævner et sted i tråden, så vil en normal, mentalt sund hund, ikke skade en hvalp. Så mit råd vil være at skrue lidt ned for hele det "projekt" det lyder til du har kørene omkring den sammenføring, og simpelthen bare lade hundene være sammen under opsyn, men sørg for mindst et sted hvor din voksne tæve kan søge "Helle" når hun vil være i fred for hvalpen, hos os har sofaen altid været "helle" for de voksne hunde, ind til hvalpen er blevet så gammel at den kan komme op og ned 100% ved egen hjælp. Og så ellers opføre dig så almindeligt som muligt, så ville det være mærkeligt hvis det ikke kommer helt af sig selv, inden for kort tid, men skru gerne dine forventninger til at de skal blive legevenner, lidt ned, det er ikke sikkert at det nogensinde sker, men det betyder ikke at de ikke kan blive ganske fine venner, med god glæde af hinanden alligevel

Jeg ville ikke begynde at røre hende når hun spiser, det ser jeg ingen grund til. Men sid gerne i nærheden og tilbyd hende en godbid en gang i mellem, men ellers mest bare sid der og lad hende være i fred, så hun på den måde kan få tillid til at du ikke har intentioner om at rende med hedes mad. Det kan godt være at der på nuværende tidspunkt ikke er nogle problmer med ben og lign. Men eftersom hun allerede nu udviser den adfærd i forhold til mad, ville jeg nok også bruge lidt tid på at gøre bentygning til et fællesprojekt, hvor du holder i den ene ende i mens hun tygger, ikke komme efter hun har fået lov at rende med benet og tage fat i det, men simpelthen blive ved med at holde fast i det når du tilbyder hende det, og så have noget lækkert parat du kan bytte med, når du ikke gider at holde benet mere, så du kan lægge det væk. Og så vil jeg lige indskyde at min den ældste har 10 kuldsøskende og altså aldrig har udvist den slags ressourceforsvar.. Tillægsspørgsmål, foder du med dåsemad?

Jep, det gjorde Flica også tit, lissom hun også helst skulle markere oven på hvor andre havde tisset og hun altid lettede ben.

Min dyrlæge påstår altså at de bliver sendt til noget fælleskremering, når vi ikke ønsker at få dem med hjem, det vil jeg nu altså ikke kalde affald.

Ja det ved jeg så faktisk ikke om de vil, jeg ved ikke hvad dyrlægen egentlig stiller op med hunden, når det er, men jeg er temmelig sikker på at vagtdyrlægen den gang, tog i mod den døde hund.