Nu har jeg haft Oskar i 3 dage, og jeg føler nu, at jeg er ved at lære ham så godt at kende, at jeg også kan præsentere ham her på forummet
Oskar er en løwe på 10 uger. Han kommer fra kennel Lions of Denmark og er fra N-kuldet.
Han er en fantastisk glad, livlig, fræk og kvik lille hvalp. Han er ikke bange for noget, og han suser rundt i haven med logrende hale og højt løftet hoved. I dag kom der en fasan gående igennem haven, og Oskar måtte lige stoppe op i ca. 10 sek., - han skulle lige blive enig med sig selv om, om han skulle stikke af, blive bange eller undersøge om den ville lege. Det blev den sidste mulighed - desværre for Oskar var fasanen ikke interesseret i at lege. Den stak af, og Oskar blev lidt skuffet men også temmelig stolt. :5up:
Han elsker at snuse sig frem til sine kyllingehapse på terrassen, og så har han fundet et stort grantræ, som han kan gemme sig under. Der ligger også en masse blade, som han løber rundt med. Jeg har endnu ikke helt forstået systemet, men det er tydeligt, at de skal ligge på helt bestemte steder. Han lader sig dog ikke gå på af, at de har flyttet sig, når han næste gang kommer ud - i stedet flytter han dem tålmodigt tilbage.
Han har hos sin kennel lært en masse ting. Han kan komme, når man kalder, han er næsten renlig, han kan køre i bil, og han er god til at komme med på besøg. Han har også lært at slå nogle meget lugtende prutter . Rimeligt imponerende af sådan en lille størrelse.
Oskar er kort sagt en super lille hvalp. Her skal også lyde et kæmpe tak til kennel Lions of Denmark for det enorme arbejde, der er gjort - hans livlige, modige og nysgerrige tilgang til alt, kan helt sikkert tilskrives jer. :5up: