Jeg fik maaaaange fordomme skudt i hovedet, da jeg som 19-årig fik min første hund, en grand danois min familie havde haft hund da jeg var helt lille, en golden som blev aflivet da jeg var 4-5 år, så kan ikke rigtig sige at jeg er opvokset med hund, opdragelse, almindelig opførsel og liver med hund.
"Du kan jo ikke holde den, hvis den vil løbe af med dig!!" - Men det ville hun jo ikke, hun ville være sammen med mig, trods en kat/anden hund/whatever!
"Din mor kan ikke tåle hund, så få den da aflivet!!" - Men hun elsker den hund og nyder den lige så meget som mig!
"Du er jo ikke færdig med at rende i byen, så skal dine forældre belemres med den !" - Men de VIL gerne passe hende når jeg føjter!
Det største skænderi min far og jeg nogensinde har haft (og vi har dælendytme haft mange!!) var da jeg skulle flytte hjemmefra da Nala var omkring 1½ år. Vi havde boet hos mine forældre i godt 1 år og de holdte af Nala, som havde de selv valgt at få hund. Far mente at de skulle beholde Nala, for hun hørte til hos dem. Jeg mente hun skulle med mig, da jeg stod med alle udgifter og hun var min
Jeg flyttede til denby min far arbejdede og var ugentligt på besøg efter han havde fri. Ikke for at besøge mig, men for at besøge Nala, kæmpehunden :hjerte:
Alle de grumme kommentar kom fra familien, og da de ligesom havde set det bånd Nala havde knyttet til mig, min lillebror og mine forældre, måtte de bide i det sure æble og måtte indrømme at Nala var perfekt!