Super debat og spændende emne :5up:
Da jeg som 19 årig kom hjem med en grande, blev der kastet om sig med fordomme, skrækhistorier, "du er alt for ung og klein til så stor en hund", "du ved godt den bliver en kæmpe, ikk?". Muligvis var der hold i udsagnene, men det gjorde mig bare stædig og tænkte, at så måtte jeg jo bevise at jeg kunne håndterer denne gigant og gøre det til en dejlig lydig hund. Det lykkedes også, men for dælen jeg lavede mange fejl. Mange af dem fik jeg hjælp til at rette op på og hun var en super nem og lydig hund. Vi fik en form for forståelse for hinanden, og jeg kunne læse hende som en åben bog og hun kunne læse mig. Jeg brugte meget tid på at observerer hende, når hun blev præsenteret for nye ting og for ting hun kendte, for at se hendes reaktionsmønster.
Granden ér min drømmerace. Det er den hund der passer bedst til mig, mit aktivitetsniveau, mit sind, og meget mere.
At jeg nu har en labrador er fordi Katlas mor og mormor er SÅ fantastiske i deres sind, at det måtte jeg have indenfor min dør.
Ace fik vi, da jeg faldt for den fortabte sjæl, ja mit hjerte løb af med mig. Katla og ham passer super godt sammen og det har da sat nogle tanker igang om den praktiske størrelse han har.
Vi har snakket meget racer herhjemme, som hund nr. 3 (om nogle år), vi har været ovre rottweileren, golden, dobermann, mastiff, men HVER gang er vi gået tilbage til granden. Det ér bare vores race