Det virker lidt som om, at der nu er kommet konsensus om, at: "Folk, som gør det med alene til en stor ting, får også hunde, der synes det er en stor ting".
Men kunne det tænkes, at det ikke fra start har været en stor ting?
Hvis man får en, lad os sige mindre robust, hvalp, der ikke bare affinder sig med dagligdags ting som at man "lige går ned med skraldet", "hænger vasketøj op", "henter ungerne", så BLIVER det jo pludselig et problem/en stor ting i hverdagen, om man vil det eller ej. Det sætter sine begrænsninger og kan ikke bare ignoreres. Da slet ikke, hvis man bor i lejlighed.
Og det er da klart, at hvis jeres hunde bare har syntes, at det var helt fjong, at I lavede de der dagligdagsting, så har I naturligt kunnet bygge mere og mere på. Men det ville I ikke have kunnet, hvis jeres hvalp højlydt/visuelt havde protesteret mod det. Så havde I nok også været nødsaget til at gøre det til en "stor ting", der måske krævede mere systematisk arbejde.